14 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Frie børn leger bedst

Konference

Frie børn leger bedst

Konference i København om folkeskolereformen.

"3000 pædagogiske medarbejdere tilbage til børnene - er det en and?" Fra en demonstration foran Christiansborg mod budgetnedskæringer.
FOTO: Mette Kramer Kristensen
1 af 1
22 apr 2013

Flere pædagog- og forældreorganisationer indbyder til en konference i København den 22. april klokken 13 - 17 med eksperter, politikere og organisationsrepræsentanter, som sætter spot på folkeskolereformen og dens betydning for vores børn.

Pernille Hviid, cand. psyk. og forsker på Danmarks Pædagogiske Universitetsskole (DPU), vil holde oplæg om "relationelle udtyndinger i børnelivet":

"Når skoledagen bliver længere, bliver fritidsdelen kortere". "Hvad sker der med børnenes venskaber hvis omdrejningspunkt er deres fantasifulde lege? Vi må forvente en fremtidig aldershomogenisering af børnelivet som helhed og et samvær om "skoleegnede lege". Aldershomogenisering er en velkendt forhindring for børns udvikling, som tilmed producerer langt mere konkurrence og aggression end aldersblandede børnegrupper. Børnenes venskaber vil lide under legenes "tilretning" og nyttiggørelse". Mod reformens intentioner kan dette skabe et langt hårdere socialt klima børnene imellem. Med mindre, naturligvis, hele skolens undervisningsdel ombrydes betragteligt. Vil det ske?"

"Stik imod intentionerne risikerer forslaget om at indføre aktivitetstimer at skabe en ensidig heldagsskole." Det vil Lars Geer Hammershøj, associate professor, ph.d., DPU, sige i sit oplæg. Han fortsætter:

"Problemet er, at de fritidspædagogiske aktiviteter alene betragtes som et middel til at understøtte den faglige undervisning, ikke noget der har værdi i sig selv. Man overser, at det, der primært foregår i og fremmes gennem legen og andre frie aktiviteter, er dannelse og kreativitet, og at disse processer formentlig er vigtigere end nogensinde. Dannelse og kreativitet er processer, der kræver at foregå i frihed, og hvis legen gøres til middel til læring, bliver den også til noget andet."

Søs Bayer, cand. mag., ph.d., rektor på Det Fri Gymnasium, giver en kritisk analyse af reformens ord og retorik:

"Tankerne om heldagsskole griber både ind i børnenes frie tid og fritid - og skole tenderer at blive noget andet og mere. Spørgsmålet er, om det kan betragtes som historiens længste eftersidning, eller om de tanker om uddannelse, dannelse og demokrati, reformoplægget indeholder, kan ses som et forsøg på en reel nyskabelse af skolen."

Efter disse tre gange en halv times oplæg er der kaffepause.

Der er korte oplæg fra politikere og organisationsfolk, som bagefter deltager i en debat med tilhørerne.

Det er gratis at deltage i konferencen, tilmelding er dog nødvendig og foregår efter først-til-mølle-princippet.

Konferencen foregår i IDA Mødecenter, Kalvebod Brygge 31-33, og arrangeres af BUPL Hovedstaden, Pædagogstuderendes Studieorganisation (PLS), Københavns Forældreorganisation (KFO), Forældrenes Landsforening (FOLA) og Landsforeningen for Socialpædagoger (LFS).

Tilmelding på: fola@fola.dk eller på telefon 70 20 51 54.