Gelsted-Kirk-Scherfig-Prisen uddeles
Gelsted-Kirk-Scherfig-Prisen uddeles
Gelsted-Kirk-Scherfig Fonden uddeler sin årlige pris den 8. november i Krudttønden i København.
Der er fri entre i Krudttønden, Serridslevvej 2 i København, søndag den 8. november klokken 14, hvor Gelsted-Kirk-Scherfig Fondens årlige prisuddeling finder sted.
Gelsted-Kirk-Scherfig-Prisen er en dansk kulturpris, der blev indstiftet på Danmarks Kommunistiske Partis kongres i 1979 og første gang uddelt i 1980. Prisen er opkaldt efter Otto Gelsted, Hans Kirk og Hans Scherfig. Prisen gives til kunstnere eller organisationer, der har gjort "en særlig indsats for arbejderklassen, eller som har udrettet humanitære gerninger".
Efter en velkomst ved Gelsted-Kirk-Scherfig Fondens formand Gitte Thomsen, motiverer formand for Stilladsarbejdernes Brancheklub af 1920 John Ekebjærg-Jakobsen den første prismodtager, fotograf Søren Zeuth.
Billedkunstner Pylle Søndergaard er den anden prismodtager. Prismodtageren motiveres af Jeff Ibbo, som også er billedkunstner.
Op til pausen underholder poeterne René Sandberg og frk. Malthe Dal.
Klokken 15:45 vil skuespiller Anne Marie Helger motivere dagens sidste prismodtager – sangerinden Annisette. Annisette med band optræder herefter med et sæt, før konferencier Poul Henrik Jensen siger farvel og tak for i år.