16 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Hør om Den Spanske Borgerkrig

Forfattermøde

Hør om Den Spanske Borgerkrig

Mød forfatterne til "Brødrene Nielsen – breve fra Den Spanske Borgerkrig" i Nordvest Bogcafe i København.

21 mar 2015

I Nordvest Bogcafé i København kan du nu på lørdag klokken 14 møde Albert Scherfig, Charlie Krautswald, Daniel Madsen og Nadia Zarling – forfattere til den nyudkomne bog "Brødrene Nielsen – breve fra Den Spanske Borgerkrig".

Bogen handler om de tre brødre fra Nørrebro i København, Harald, Kai og Aage Nielsen, der som de første danskere i august 1936 cyklede sydpå for at melde sig til de Internationale Brigader.

Omkring 550 danskere fulgte sidenhen deres eksempel, næsten halvdelen kom aldrig hjem igen.

De tre brødre ville for enhver pris forsvare det unge demokrati i Spanien mod det fascistiske oprør, der kort forinden var brudt ud. De frygtede, at hvis fascisterne vandt, var det kun et spørgsmål om tid, før resten af Europa stod for skud.

Gennem breve og billeder fra rejsen samt en række erindringer fortæller de i bogen deres egen historie. I deres samtid skabte de både avisoverskrifter, forargelse og betagelse for deres engagement og egenrådighed.

Der er gratis entre til mødet, som arrangeres af Bogcafeens Venner. Kaffe, te og kage kan købes.