Hør om det besatte Palæstina
Hør om det besatte Palæstina
Palæstinensiske Hamza Zbiedat holder oplæg i Solidaritetshuset i København.
Internationalt Forum i København indbyder til oplæg med den palæstinensiske aktivist Hamza Zbiedat. Det foregår i Solidaritetshuset i Griffenfeldsgade 41 i morgen torsdag klokken 19 til 21.
Med udgangspunkt i sine egne oplevelser vil Hamza Zbiedat give et aktuelt oplæg om situationen i det besatte Palæstina. Gennem fortællinger fra Jordandalen, hvor Hamza selv er fra, og som siden 1967 har været besat af staten Israel, gives et indblik i en hverdag under besættelsen. En hverdag hvor basale rettigheder som vand, elektricitet, sundhedssystem og uddannelse er forbeholdt israelske bosættere, og hvor systematisk overtagelse af land, ejendom og ressourcer foregår med militær magt.
Ifølge Hamza Zbiedat har den mere end 60 år gamle konflikt aldrig handlet om religion, men slet og ret om at fjerne en befolkning for at gøre plads til en anden. Udviklingen fortsætter, og besættelsen ekspanderes dag for dag. Samtidig er det internationale samfund passivt, imens imperialismen direkte forsøger at fortie det palæstinensiske spørgsmål.
Hamza har gennem mange år været aktiv i kampen for et Palæstina med frihed og demokrati. Han er aktivist i organisationen Ma’an, der på arabisk betyder ”sammen”. Organisationen støtter og samarbejder med palæstinensiske bevægelser, landbrugs-, kvinde- og økologiske organisationer samt er aktiv i de fattigste og mest marginaliserede dele af det palæstinensiske samfund.
Ligesom en stor del af Palæstinas mandlige befolkning har Hamza Zbiedat oplevet det israelske fængselssystem indefra gennem tre år som politisk fange.
Oplægget er på én gang en personlig fortælling og en politisk analyse.