Høring: Visioner for et bedre Danmark
Høring: Visioner for et bedre Danmark
Netværk for Velfærd og Demokrati afholder høring hos HK Hovedstaden, Svend Aukens Plads 11. Tilmelding senest 3. oktober.
På baggrund af den aktuelle politiske situation opfordrer Netværk for Velfærd og Demokrati til, at fagbevægelsen sammen med Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten drøfter "et visionært fælles politisk modtræk, der sikrer mere velfærd og øget beskæftigelse i såvel den private om offentlige sektor, grøn omstilling, regulering af finanssektoren og tiltag i forhold til flygtninge, der placerer Danmark som en humanistisk stormagt. Vi ser gerne, at Alternativet og De Radikale tilslutter sig betydelige elementer af de visioner."
For at sætte skub i drøftelserne afholder netværket høring lørdag den 8. oktober hos HK Hovedstaden, Svend Aukens Plads 11.
Dørene åbner klokken 9.30, hvorefter høringen starter klokken 10 med en velkomst ved Hardy Hansen, formand for, Netværk for Velfærd og Demokrati. Herefter er der korte oplæg ved Lea Wermelin fra Socialdemokratiet, Pelle Dragsted fra Enhedslisten, Uffe Elbæk fra Alternativet og Pia Olsen Dyhr fra SF.
Efter debat og pause med et lille traktement starter klokken 12:30 oplæg ved LO-næstformand Morten Skov Christiansen samt Jan Hoby, som er næstformand i Landsforeningen for Socialpædagogerne og aktiv i Velfærdsalliancen.
Høringen slutter klokken 14.
Bemærk: Tilmelding senest på mandag den 3. oktober til Ole Thorbek på: nvd@sol.dk
Arrangørerne skriver:
Fremtiden – samarbejde mellem de røde partier og fagbevægelsen?
"Venstre-regeringen fører en ideologisk kamp mod samfundets underprivilegerede, blandt andet mod de syge og arbejdsløse. Fordelingspolitisk har regeringen sat massivt ind for at fremme den samfundsmæssige omfordeling fra de, der har lidt, til de, der i forvejen har rigeligt. Uligheden skal øges, demokratiet afmonteres – med absurde økonomiske og sociale uligheder til følge. Denne politiske linje står hele den borgerlige blok bag dog med forskellige mærkesager, der alle styrker omfordelingen til gavn for de rigeste.
Netværk for Velfærd og Demokrati har udarbejdet manifestet Et bedre Danmark. Dette har vi præsenteret i uddrag gennem dagspressen hen over sommeren. Denne høring er næste skridt i at drøfte visionerne i en bredere offentlighed.
Vi ønsker at se bort fra forskellige kortsigtede partitaktiske hensyn og sætte fokus på de lidt mere langsigtede samfundsmæssige udviklinger, både nationalt og globalt. Vi ønsker, at der indføres en finansskat og en offentlig investeringsbank. Sådanne tiltag kan være vigtige værktøjer i arbejdet for et bedre samfund, en tryggere hverdag, som bygger på princippet om solidaritet, arbejde til alle, bæredygtig udvikling og udbredt levende demokrati.
Vi ønsker at sætte stop for den dominerende og uhæmmede kapitalismes grådige virke og stoppe de ødelæggelser af naturressourcer og nedslidning af mennesker for kortsigtede profitinteresser.
Netværk for Velfærd og Demokrati opfordrer fagbevægelsen til at samle S, SF og EL til drøftelser om et visionært fælles politisk modtræk, der sikrer mere velfærd og øget beskæftigelse i såvel den private om offentlige sektor, grøn omstilling, regulering af finanssektoren og tiltag i forhold til flygtninge, der placerer Danmark som en humanistisk stormagt. Vi ser gerne, at Alternativet og De Radikale tilslutter sig betydelige elementer af de visioner.
Med høringen ønsker vi at bidrage til markant kamp mod ulighed, arbejdsløshed, natur- og ressourceødelæggelser, som den dominerende uhæmmede kapitalisme står for. Vi ønsker at diskutere med partierne, hvordan der fremadrettet kan tages et opgør med den neoliberale økonomiske politik, herunder et stop for privatisering af fællesskabets ressourcer, og hvordan vi sikrer øget samfundsnyttig bæredygtig og miljømæssig beskæftigelse.
Det er i høj grad de arbejdsløse og syge der igennem længere og længere tid placeres i garderoben. Det skal stoppes. Arbejdsgivernes ret til at ”lede og fordele” og ”hyre og fyre” skal brydes, så der kan sikres et mere reel og gennemsigtigt demokrati på arbejdspladserne med indflydelse i arbejdslivet og tryghed i ansættelsen og social dumping stoppes.
Nogle af de mest sårbare mennesker i vores samfund er flygtninge. De er flygtet fra krig og ødelæggelse. En foragtelig og stærkt kritisabel aftale med Tyrkiet betyder, at der ikke kommer så mange flygtninge til Danmark som for et år siden. Desværre er det ikke krigenes ophør, der er årsagen. Disse mennesker skal sikres basale rettigheder og bedre livschancer. Det gælder, når de opholder sig tæt på deres hjemland, og det gælder for de, der kommer til Europa. Her skal sikres familiesammenføring, bolig, uddannelse og arbejde.
Den vedtagne integrationsuddannelse har indtil videre betydet, at (kun) tre personer er kommet i gang på arbejdsmarkedet – foragteligt. Den bulderende nationalisme er ikke løsningen på den grænseoverskridende udvikling. Situationen skriger på internationalt samarbejde, EU bør tage teten til et solidarisk samarbejde, som skal være bredt og omfattende.
Ingen arbejdsløse, hverken A-kassemodtagere eller kontanthjælpsmodtagere, skal tvinges til at arbejde for den kompensation, man får for ikke at have et arbejde. Vi skal have en arbejdstilbudsordning, som både gælder A-kassemodtagere og kontanthjælpsmodtagere, hvor der betales overenskomstmæssig løn, og der optjenes timer til A-kassen.
Vi skal have et trygt og sikkert arbejdsmiljø uden nedslidning og arbejdsskader.
Vi mener ikke, at praktikpladsproblemet er løst med den seneste trepartaftale. Alle, der starter på en erhvervsuddannelse, skal have mulighed for at gennemføre denne, som den er tænkt. Ikke-faglærte skal ligeledes have mulighed for at uddanne sig til faglærte.
Vores formål med høringen er blandt andet at finde svar på, hvordan der kan skabes en enhed mellem de forskellige partier og mellem fagbevægelsen for at vælte den borgerlige regering og skabe et forandringsflertal i Folketinget."
Følg netværket
Man kan følge netværket på https://www.facebook.com/groups/169340026443126/
Netværket kan kontaktes på mail: nvd.sol.dk
Netværk for Velfærd og Demokrati, arbejdsgruppen:
Hardy Hansen, fhv. forbundsformand for SiD, tidl. MF for Socialdemokratiet
Villo Sigurdsson, fhv. borgmester, medlem af SF
Kim Davidsen, arkitekt, medlem af Socialdemokratiet
Klaus Mygind, medlem af BR for SF
Kurt Hansen, Fhv. MF for VS, medlem af Enhedslisten
Kjeld Aakjær, medlem af Socialdemokratiet
Niels I Meyer, professor emeritus
Lars Hutters, læge, fhv. fællestillidsmand, medlem af Enhedslisten
Ole Thorbek, økonom
Pernille Frahm, medl. af kommunalbestyrelsen på Frederiksberg, SF
Leif Bork Hansen, Bedsteforældre for Asyl