Hjælp til selvhjælp anno 2013
Hjælp til selvhjælp anno 2013
Kofoeds Skole i København indbyder til åbent hus med rundvisning og temaforedrag om skolens pædagogiske arbejde.
Onsdag den 6. februar er der åbent hus på Kofoeds Skole, Nyrnberggade 1 i København, der inviterer på temaforedrag om skolens pædagogiske arbejde og grundmetoden, hjælp til selvhjælp.
I snart end 85 år har Kofoeds Skole været stedet, hvor arbejdsløse og socialt udsatte mennesker har kunnet hente hjælp og støtte til at forbedre deres livssituation. Fra starten har udsatte mennesker kunnet komme ind fra gaden og få rent tøj på kroppen og noget at spise, på betingelse af at de var villige til at deltage i værkstedsarbejde og undervisning på skolen.
Sådan er det også i dag, hvor mellem 500 og 600 elever dagligt opsøger Kofoeds Skole. Men skolen tilbyder i dag meget mere til sine elever end et måltid mad og tøj på kroppen.
Til temaforedraget vil teamleder Falk Bærentzen fortælle om Kofoeds Skoles metoder i elevarbejdet. Falk Bærentzen har arbejdet på skolen i mange år og er en af hovedkræfterne bag udviklingen af det pædagogiske arbejde, som skolen løbende tilpasser til de behov, som elevgruppen har.
Foredraget afholdes klokken 10 og varer cirka en time, hvorefter der vil være mulighed for at deltage i en rundvisning på skolen, ligeledes af en times varighed. Foredraget er det første af fire foredrag om Kofoeds Skoles arbejde i dette forår.
Alle er velkomne til arrangementet, som koster 50 kroner per deltager. Deltagelse er gratis for medlemmer af skolens støttekreds, Kofoeds Venner.
Tilmelding kan ske via skolens hjemmeside på adressen www.kofoedsskole.dk/aabenthus eller ved at sende en mail til: stoettekreds@kofoedsskole.dk. Her kan man også melde sig ind i Kofoeds Venner.