14 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Hjemløsedagen på Nytorv

FN's internationale fattigdomsdag

Hjemløsedagen på Nytorv

En lang række organisationer står bag en markering på Nytorv i København.

Temaet for hjemløsedagen er: unge hjemløse.
FOTO: Mette Kramer Kristensen/Hus Forbi
1 af 1
17 okt 2013

Den 17. oktober er det FN's internationale fattigdomsdag. I Danmark bliver dagen hvert år markeret ved "Hjemløsedagen". På Nytorv i København kan du på torsdag mellem klokken 12 og 16 møde en lang række organisationer, som arbejder for bedre vilkår og konkret hjælp til hjemløse. 

Da antallet af yngre hjemløse i de senere år er steget kraftigt, er temaet for dette års markering: unge hjemløse.

I løbet af arrangementet vil der være musik, taler, overrækkelse af hjemløseprisen og mindeandagt:

Klokken 12 byder formanden for Hjemløsedagen, Dorte S. Andersen fra Landsforeningen Arbejde Adler, velkommen.

Klokken 12:50 taler social-, børne- og integrationsminister Annette Vilhelmsen, SF, og klokken 13 taler Sophie Hæstorp Andersen, folketingsmedlem for Socialdemokraterne.

Årets hjemløsepris uddeles klokken 13:10, hvorefter Hjemløsekoret underholder. Mia Rahr Jacobsen, gadepræst ved Trinitatis Kirke, står for en mindeandagt klokken 13:50.

Undervejs underholder Kim Larsen Jam ved Peter Philipsen og Stig Møller.

Organisationerne, som står bag markeringen, og som du vil kunne møde, er: Landsforeningen Arbejde Adler, Kontaktudvalget for frivilligt socialt arbejde i Københavns Kommune, Kirkens Korshær, Den Sorte Gryde i Vor Frue Sogn, Missionen Blandt Hjemløse, Gjaestebud, Kofoeds Kælder, SydhavnsCompagniet, Projekt Udenfor, Hus Forbi og SAND - de hjemløses landsorganisation.