Humana-dag i Boserup
Humana-dag i Boserup
UFF-Humana indbyder alle interesserede til at fejre Humana People to People Day på torsdag.
UFF-Humana (Ulandshjælp fra Folk til Folk) er en almennyttig humanitær forening, som har til formål at støtte mennesker i fattige lande med at opfylde grundlæggende behov.
Gennem overførsel af varer, tjenesteydelser, penge og know how fra områder i verden med rigelighed til områder med knaphed støtter foreningen bestræbelser på at opnå bæredygtig og langsigtet udvikling baseret på hjælp til selvhjælp.
UFF-Humana er del af den internationale Humana People to People-bevægelse med 35 organisationer.
For sjette år i træk fejrer Human People to People-bevægelsen i mange lande i Europa "Humana People to People Day". I år er temaet: Our Climate – Our Challenge.
Det tema kan du både høre og se udstilling og film om, når UFF-Humana fejrer festdagen på torsdag klokken 17 på Skolerne i Boserup, Boserupvej 100 i Roskilde. Skilte viser vej, og der er sandwich, frugt og grønt samt drikkevarer ved ankomst – tilmelding senest torsdag morgen med sms til 23 65 67 30.
Hør om den miljøbeskyttende effekt, UFF-Humanas tøjindsamling har på miljøet. Orkestret Frejas Kat optræder, og Sande og Viola fra HOPE Zimbabwe vil fortælle om nødvendigheden, betydningen og resultaterne af indsamlingen til et projekt, der mobiliserer mennesker i Guruve Distrikt i Zimbabwe til at tage hånd om den nuværende situation omkring HIV/AIDS.
>> UFF-HUMANA