15 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Hvad er alternativet til EU?

Fyraftensmøde

Hvad er alternativet til EU?

Folkebevægelsen mod EU inviterer til debatmøde med Lave Knud Broch.

Lave Knud Broch.
FOTO: Andrea Sigaard
1 af 1
03 nov 2014

Hvad er alternativerne til EU, hvis Danmark melder sig ud? 

Det sætter Folkebevægelsen mod EU på Christianshavn og i Indre By til debat på et fyraftensmøde mandag den 3. november. Mødet foregår i Europa-huset, der ligger tæt på Nørreport Station.

Lave Knud Broch, der er 1. suppleant til EU-parlamentet for Folkebevægelsen, lægger op til debat. Han er uddannet cand.scient.pol. og medlem af Det Radikale Venstre.

Det er muligt at komme ud af EU og at klare sig som et selvstændigt land udenfor EU, understreger Lave Knud Broch.

Han henviser til at Grønland har meldt sig ud af EF, som det hed dengang, at nordmændene i to folkeafstemninger har sagt nej til EU-medlemskab, at schweizerne aldrig har søgt om EU-medlemskab og at Island har trukket sin ansøgning om EU-medlemskab tilbage.

Dertil kommer at Storbritanniens regering har varslet en folkeafstemning om EU-medlemskabet senest i 2017.

- I takt med at EU forandres til skade for demokratiet, miljøet, velfærden og verden, giver det god mening at se på alternativerne til EU, siger Lave Knud Broch.

Folkebevægelsen er alene om at repræsentere den danske EU-modstand i EU-parlamentet.

Der vil være kaffe, te og kage på mødet. 

BEMÆRK: Det er nødvendigt at tilmelde sig debatmødet. Det skal ske senest torsdag den 30. oktober på fb@folkebevaegelsen.dk eller 3536 3740. Du skal opgive for- og efternavn ved tilmelding.