Hvordan får man hverdagen til at fungere?
Hvordan får man hverdagen til at fungere?
Debatteater i Hillerød hos 3F Frederiksborg.
Hvordan får man hverdagen til at fungere? Stress og dårlig samvittighed er desværre hverdag for alt for mange. Det er svært at få familieliv og arbejdstid til at hænge sammen – både for par og enlige forsørgere.
3F Frederiksborg indbyder til at komme og se teaterstykket ”Alle har ret til at holde af hverdagen – eller?”
Det sker mandag den 18. april klokken 17-19:30 på Milnersvej 41 d i Hillerød.
Skuespillerne Rikke Bendsen, Maria Lindegaard og Morten Nielsen viser i stykket nogle af de problemer, de fleste bokser med – på en fornøjelig måde, og Erik Juul Andersen lægger musik til.
Efter forestillingen er der debat med arbejdspsykolog Kirsten Juul Andersen, som arbejder som rådgiver i måder at håndtere hverdagens kriser.
Mødet ligger jo ved spisetid, så 3F serverer et let måltid.
– Teater er en sjov måde at vende problemerne på – også de alvorlige. Et godt liv handler ikke kun om, hvor meget man tjener, men også om tid til børnene og ro til at lade op, siger 3F-formand Tue Tortzen og tilføjer:
– Men det er selvfølgelig vigtigt, at overenskomsterne sikrer børnefamilierne bedre vilkår, og det forbereder vi til overenskomstforhandlingerne næste forår.
Alle er velkommen til arrangementet. Tilmelding på telefon 70 30 08 08.