Hvordan kæmper vi imod fattigdom og ulighed?
Hvordan kæmper vi imod fattigdom og ulighed?
Netværket Bekæmp Fattigdom NU inviterer til offentligt møde i Valby.
Netværket Bekæmp Fattigdom NU inviterer til offentligt møde søndag den 3. april klokken 13-16 hos 3F BJMF, Mølle Allé 26 i Valby.
"Der er mere end nogensinde brug for opbakning til kampen mod fattigdom og ulighed, efter at Folketinget den 17. marts vedtog meget massive besparelser på kontanthjælpsområdet, der rammer en lang række af vores mest udsatte medborgere. Enlige forældre, handicappede, flygtninge, syge med flere bliver sendt ud i fattigdom og kommer til at lide enorme afsavn og bliver i værste fald hjemløse.
I Bekæmp Fattigdom NU mener vi, at årsagen til de fattigdomsskabende reformer skal findes i regeringens og øvrige partiers ideologiske ønske om at lægge pres på lønningerne og skabe et usikkert og utrygt arbejdsmarked med mindskede rettigheder – og ønsket om at knægte fagbevægelsen.
Derfor er det meget vigtigt, at folk, der er i arbejde, bakker op om denne kamp, da et lavtlønsarbejdsmarked vil lægge yderligere pres på ydelser til dem udenfor arbejdsmarkedet og vice versa og skabe et ræs mod bunden og working poor."
Finn Sørensen, medlem af Folketinget for Enhedslisten, vil på mødet holde et oplæg om den parlamentariske situation, og arrangørerne vil endvidere benytte mødet til at diskutere og planlægge næste skridt i kampen mod fattigdom og ulighed.