Indsamlingseftermiddag i Hillerød
Indsamlingseftermiddag i Hillerød
På den russiske revolutionsdag kan du støtte Arbejderen og Skub i Røde Hus.
Den 7. november er datoen for den russiske Oktoberrevolution i 1917. Det er også tre uger før den skelsættende folkeafstemning om retsforbeholdet.
Disse emner er temaet for en indsamlingseftermiddag, som Danmarks Kommunistiske Parti og Kommunistisk Parti i fællesskab arrangerer til fordel for Danmarks Kommunistiske Partis tidsskrift Skub og for Arbejderen – Danmarks røde dagblad, der udgives af Kommunistisk Parti.
Lørdag den 7. november klokken 13:30 åbnes dørene i Røde Hus, Holmegårdsvej 2 i Hillerød, til russisk folkemusik ved Ida og Knud med violin og harmonika. Indsamlingsforfriskning: Vel krydret borsjtj med pirogger og brød, gammeldaws æblekage, kaffe og te. Prisen for dette er 100 kroner. Øl og vand kan købes.
Herudover kan man bruge penge på lotteriet, som deltagerne bidrager til med en pakke – eller blot 50 kroner.
Klokken 15 holder Jørgen Tved festtale om Oktoberrevolutionens betydning. Herefter kan du høre sang ved Ole Gleerup, medlem af Oktoberkoret.
Folkeafstemningen den 3. december er også på dagsordenen.
"Ja-sigerne vil udsætte os for en massiv skræmmekampagne. Vi skal have argumenterne i orden, så vi kan tilbagevise falske påstande", skriver arrangørerne. Derfor har de indbudt Karina Rohr Sørensen, EU-talsperson for Kommunistisk Parti, til at holde en brandtale om retsforbeholdet og vigtigheden af at forsvare det. Hun vil også komme ind på Arbejderens betydning. Det sker klokken 16:30.
Endelig er der kinesisk auktion, så deltagerne kan få lettet lommerne for de sidste småpenge, før der sluttes af med musik.
Tilmeld dig/jer hos Gerhard Wehlitz på telefon 30 63 71 18 eller e-mail: gewe@live.dk.