Indsamlingsfest i Køge
Indsamlingsfest i Køge
Det er nu, du skal tilmelde dig indsamlingsfesten for Arbejderen den 12. marts i Kulturhus Køge.
En kreds af Arbejderen-abonnenter i Køge holder indsamlingsfest til fordel for Danmarks røde dagblad i Kulturhus Køge, Strandvejen 40-42, lørdag den 12. marts klokken 17.
Sædvanen tro holdes en lille auktion og et lotteri. Derfor er adgangsbilletten til festen en pakke til en værdi af mindst 40 kroner, som skal fungere som præmie i lotteriet.
"Så giv en pakke, I selv kan bruge", lyder opfordringen. Arrangørerne oplyser, at der også er andre gevinster end dem, deltagerne afleverer i entreen.
Har man ikke en pakke med, betales 40 kroner – ud over de 100 kroner, det koster at spise med.
Fællesspisningen starter klokken 18, menuen er: Tartelet med fiskefyld, vintergryde samt kage med kaffe til. Drikkevarer sælges til "supergode indsamlingspriser".
Festtalen holdes af Jette Jørgensen, hun er medlem af Køge Byråd for Enhedslisten.
Desuden vil der blive spillet og budt op til fællessang og dans. "Store Robert" vil underholde på klaver og harmonika suppleret med musikanlæg.
"Vi glæder os til dejligt samvær og godt overskud til vores avis Arbejderen. Så stort velkommen til alle jer, der giver en skærv til vores gode avis!"
Tilmelding senest den 8. marts til Margrethe på mobil: 60 14 21 61 eller e-mail: buma@webspeed.dk