16 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Istedgade overgiver sig aldrig!

Fakkeltog mod fascisme

Istedgade overgiver sig aldrig!

4. Maj Initiativet inviterer til markering af 70-året for Danmarks befrielse. Mød op på Rådhuspladsen!

Det traditionsrige 4. maj-optog mod fascisme går hvert år gennem Istedgade, men i år ventes det at blive ekstra stort.
1 af 1
04 maj 2015

Mange fejrer årsdagen for befrielsesaftenen den 4. maj 1945 med levende lys i vinduet, især i Istedgade i København, hvor 4. Maj Initiativet hvert år arrangerer fakkeltog.

Fakkeloptoget gennem Istedgade gennemføres for at erindre om, at Vesterbro var en aktiv bydel mod nazismen og besættelsen. Det er også en markering af, at modstanden mod krig, racisme og fremmedhad fortsætter.

>> Læs mere og tilmeld dig på Facebook her

Mandag den 4. maj 2015 er det 70 år siden, at Danmark blev befriet fra den tyske besættelse. Da det er et rundt årstal, vil 4. Maj Initiativet gøre noget ekstra ud af markeringen, derfor starter arrrangementet i år på Rådhuspladsen. Mød op klokken 18.

Annisette (Savage Rose) synger, og Yonathan Ungermann Goldsthein fra Jøder mod Folkemord holder tale, og desuden spiller Fastpoholmen og D/Troit. Christine Lundgaard er konferencier.

Omkring klokken 20:36 – det klokkeslet hvor frihedsbudskabet lød den 4. maj 1945 – afspilles det igen, og mens faklerne tændes, kan vi i tankerne tage del i befrielsens glædesrus, der i 1945 fyldte gaderne, en rus som varede ved i flere uger.

Med faklerne tændt går deltagerne gennem Istedgade til Enghaveparken, hvor advokat Bjørn Elmquist holder tale. I den vil han advare mod, at attentaterne i Paris og København betyder, at terrorlovene bliver strammet igen, og at der gives endnu flere beføjelser til efterretningstjenesterne. Han mener, at svaret på ekstremistisk vold aldrig må være at svække retsstaten, øge overvågningen og undergrave demokratiet.

Herefter spiller The Small Gang.