K-Festival er musik og politik
K-Festival er musik og politik
Traditionen tro er der politik, musik, fest og farver i Nørrebroparken, lørdag klokken 14-23, søndag klokken 11-17. Læs også arrangørernes pressemeddelelse sidst i artiklen.
I weekenden den 20.-21. august fyldes Nørrebroparken – mellem Hørsholmsgade og Hellebækgade i København – med politik, musik, grill, fest og farver til den årlige K-Festival. Det er Kommunistisk Parti i Danmark, som arrangerer festivalen. Lørdag går det løs mellem klokken 14 og 23, søndag mellem 11 og 17.
Sirma Fatma Altay starter lørdagens program med anatolske sange. Klokken 14:40 taler Karina Rohr Sørensen fra Folkebevægelsen mod EU, og klokken 14:50: D2D – rap med De 2 Drenge.
I teltet Madam Rød er der klokken 15:15 debat ved Hands Off Venezuela om, hvad der sker i det latinamerikanske land.
Sømandsorkestret spiller klokken 16:15, Linda Burnette klokken 17, og klokken 17:45 taler Pernille Grumme fra Kunstnere for Fred.
Benny Holst Trio går på klokken 18:15, og klokken 19 taler Anton Nielsen fra FIR Danmark og Antifascistisk Netværk.
Sjakket træder op klokken 19:30, og 20:30 taler Dea fra Ungkommunisterne.
Travelling Band spiller fra klokken 21 til 23.
Søndag starter i teltet Madam Rød klokken 11, hvor der er fællessang med Kosten, Skovlen og Fejebakken. Samme sted klokken 14 kan Anica’s Trylleshow opleves.
Klokken 12:30 optræder Tom Vom. Klokken 13:15 taler Carsten Andersen fra kampagnen mod køb af nye kampfly. Klokken 13:45 taler formand for Byggefagenes Samvirke John Ekebjærg-Jakobsen. Klokken 14 kan du opleve Søren Krogh, og klokken 15:15 taler Dennis Kristensen, formand for FOA. Klokken 16 spiller Peter Abrahamsen, Janne Lærkedahl og Torben Kjær. Arne Cheller, formand for Kommunistisk Parti i Danmark, slutter programmet af med en tale klokken 16:45.
Øl, vand, mad og kaffe og kage kan købes på pladsen, og du vil kunne møde forskellige organisationer, blandt andre Kommunistisk Parti.
PRESSEMEDDELELSEN:
Politisk-musikalsk festival i Nørrebroparken 20.-21. august.
Igen i år holder kommunisterne festival i Nørrebroparken den 3. weekend i august under parolerne: NEJ TIL MILITÆR OPRUSTNING – JA TIL SOCIAL OPRUSTNING og EU-AFSTEMNING NU.
Det er Kommunistisk Parti i Danmark (KPiD), der inviterer til festival med god mad og drikke til gode priser, god musik, gode taler om aktuelle politiske emner og hyggeligt samvær med kommunister og andre freds- og solidaritetsfolk mange steder fra.
I talerne vil der være fokus på Danmark som krigsførende nation, købet af nye kampfly, ungdommens og de stadigt flere fattiges situation, de faglige og sociale kampe, kampen mod fascismen, situationen i EU efter Brexit og kampagnen for en folkeafstemning om EU-medlemskabet herhjemme. Der vil være en debat med folk med stor viden om og tæt tilknytning til Latinamerika om, hvad der sker i Venezuela lige nu.
Musikken bliver igen et bredt udvalg af genrer og af nyt og gammelt med lidt tyrkisk musik til start og navne som D2D Rap, Linda Burnette, Sømandsorkesteret, Benny Holst, Tom Vom, Søren Krogh, Peter Abrahamsen, Janne Lærkedahl, Sjakket og Travelling Band. Og søndag morgen er der fællessang med Kosten, Skovlen og Fejebakken.
Grillen ”De Røde Svin og Det Sorte Får” serverer velstegt flæskesteg, lam, kylling og pølser med kartoffelsalat og grønt, i barerne kan der købes koldt fadøl, vand og vin, og i ”Madam Rød” er der frisklavet kaffe og (lag)kage alt sammen til rimelige priser.
I boderne møder du EU-modstanden, freden, solidariteten og venstrefløjspressen og finder både bøger, T-shirts, eksotiske varer og loppefund, og i kunstteltet udloddes god kunst.
K-Festival 2016 i Nørrebroparken mellem Hørsholmgade og Hellebækgade lørdag den 20. august kl. 14-23 og søndag den 21. august kl. 12-17.
Socialismen er fremtiden. Gå med kommunisterne!