Kapitalisme versus klima
Kapitalisme versus klima
Kommunistisk Parti indbyder til diskussion i Cafe Oskar i Aarhus om Naomi Kleins nye bog.
Den kendte canadiske forfatter og journalist Naomi Kleins seneste bog hedder ”Intet bliver som før. Kapitalisme vs. klima”. Du indbydes til at komme og tage del i en debat om bogen i Cafe Oskar i Aarhus den 29. maj klokken 16, hvor Kommunistisk Parti indbyder til fredagscafe.
Anders Bjerre Mikkelsen, som er kemiker og medlem af Kommunistisk Parti, vil indlede diskussionen.
Naomi Klein, der er forfatter til blandt andet "No Logo" og ”Chokdoktrinen”, har med vanlig ildhu og grundighed kastet sig over emnet menneskeskabte klimaændringer. Som altid borer hun sig ned i stoffet.
Således undersøger hun løfterne om en grøn, bæredygtig, kapitalistisk fremtid. Her vil smarte teknologier skaffe alternativer, der kan stoppe vores enorme udledning af drivhusgasser fra fossile brændstoffer, så vi her i Vesten kan fortsætte med at leve, som vi plejer. Hun finder, at løfterne er uden dækning. Det er ikke de smarte teknologiers skyld, men samfundssystemet.
"I sin nye bog bevæger Naomi Klein sig fra sin hidtidige kritik af neoliberalismen og dens chokmetoder til direkte at undsige kapitalismen", skriver Anders Bjerre Mikkelsen i sin anmeldelse i Arbejderen den 21. maj. Han giver bogen fem stjerner ud af seks mulige.
Hør om hendes argumenter og om, hvilke konsekvenser hun drager af sin indsigt.
Den 564 sider tykke bog kan købes i cafeen for 350 kroner, husk kontanter. Æblekage serveres.
Mejlgade 49, Aarhus
fredag den 29. maj klokken 16