29 Apr 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Klassekamp eller klassesamarbejde

Offentligt møde

Klassekamp eller klassesamarbejde

Kom og mød lederen af den internationale faglige organisation WFTU - grækeren George Mavrikos kommer til København.

14 nov 2012

Der er lagt op til debat om faglige strategier på onsdag den 14. november klokken 17:30 i fagforeningen 3F Bygge, Jord og Miljø (BJMF), Mølle Allé 26 i Valby.

Generalsekretæren for det faglige Verdensforbund WFTU, George Mavrikos, er i København og holder oplæg på et offentligt møde under overskriften: "Klassekamp eller klassesamarbejde?"

- Det er unikt, at vi får besøg i Danmark af lederen af WFTU, som repræsenterer den klassebevidste, venstreorienterede del af den internationale faglige bevægelse, siger Claus Olsen til Arbejderen. Han er kontaktperson for WFTU i Danmark og derudover medlem af BJMF, som arrangerer mødet. 

Claus Olsen understreger, at det er en oplagt mulighed for fagligt aktive københavnere til at få mere at vide om faglig kamp på internationalt plan. 

- Man må sige, at det er aktuelt, ikke mindst i lyset af de angreb på arbejderne, som vi oplever, både i Danmark med for eksempel dagpengereform og efterlønsreform og lignende angreb i resten af EU og mange andre steder i verden, konstaterer Claus Olsen. 

Han ser mødet som en mulighed for at styrke samarbejdet mellem de faglige, venstreorienterede kræfter.

- Samarbejdet på tværs af grænserne i den venstreorienterede del af fagbevægelsen er på et ret lavt niveau. Her er en oplagt mulighed for at knytte bånd som led i at styrke det internationale samarbejde, siger Claus Olsen. 

George Mavrikos vil i sit oplæg på mødet komme ind på modsætningerne mellem den del af fagbevægelsen, som sætter deres lid til klassesamarbejdets vej, og den del af den internationale faglige bevægelse, som erkender nødvendigheden af klassekampen.

Vil du vide mere om WFTU's arbejde, kan du tegne abonnement på deres nyhedsbrev ved at sende en mail til wftu.dkkontakt@gmail.com