28 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Kommunen og familier med barn med handicap

Offentligt debatmøde

Kommunen og familier med barn med handicap

Oplæg ved psykolog Charlotte Jensen om den psykologiske tilgang i familiers møde med kommunen.

FOTO: Andrea Sigaard
1 af 1
30 maj 2018

I de seneste år har der lydt en del kritik af kommunernes indsats i forhold til familier med børn med handicap: Forkert sagsbehandling, for små bevillinger. Ministeren kritiserer. Ankestyrelsen har kritiseret Aarhus Kommunes sagsbehandling i et stort antal sager.

Charlotte Jensen er psykolog og mor til et barn med handicap og initiativtager til Dialoggruppen Børn med Handicap. Gruppen har tilsendt Aarhus Byråd 20 sager, hvor familierne har oplevet utilstrækkelig hjælp, lang sagsbehandling, ventetid på ankeafgørelser – i det hele: Sager hvor kommunen ikke er blevet oplevet som venlig over for familierne. Rådmændene og udvalget for socialområdet har taget pænt imod henvendelsen. Der er igangsat et udredningsarbejde.

"Vi må se, om udredningsarbejdet fører til, at de nedskårne bevillinger bliver øget, og om familier med børn med handicap kommer til at opleve en mere venlig kommune", skriver Socialpolitisk Forening Aarhus i indbydelsen til et offentligt debatmøde, hvor Charlotte Jensen vil holde et oplæg, som sætter fokus på den psykologiske tilgang i familiers møde med kommunen. "Kommunen og familier med barn med handicap" er overskriften i morgen onsdag klokken 19 i Sager der Samler, Vestergade 43 i Aarhus.

Tilstrækkelig hjælp?

Arrangørerne uddyber:

"At have børn er en stor fornøjelse og udfordring og udgift for alle familier. Familier med børn med handicap har en masse ekstra opgaver og udgifter. De har også ofte stor usikkerhed om deres barns fremtid. Kommunen yder hjælp til sådanne familier. Kommunerne har ansvaret for hjælp til familier med børn med handicap. Byrådet bestemmer, hvor megen hjælp og hvordan den ydes. I Aarhus Kommunes handicappolitik hedder det: "Aarhus – en god by for alle!"

Men hvordan møder kommunen disse familier, og hvordan oplever familierne mødet med kommunen? Er Aarhus en god kommune for familier med børn med handicap?

Det er sommetider en del af familiens ekstra opgave at beskrive behovet for hjælp – i skriftlige ansøgninger, i møder med skole og institutioner.

I nogle tilfælde imødekommer kommunen ansøgningen og dækker behovet for hjælp. I nogle tilfælde imødekommer kommunen ansøgningen delvist, og i nogle tilfælde afslår kommunen at yde hjælp. Hjælpen kan være dækning af handicapbetingede merudgifter, det kan være dækning af tabt arbejdsfortjeneste, når en forælder i en del af arbejdstiden skal passe barnet, det kan være ændret indretning af boliger, det kan være aflastningsophold... Hvis man søger dækning af de merudgifter, der følger af handicappet, er der en "bagatelgrænse" på cirka 500 kroner per måned, hvis merudgiften er mindre, får man ingen hjælp.

I en del tilfælde oplever familierne, at hjælpen er utilstrækkelig, og at hjælpen ydes modvilligt og efter skarp vurdering: "Har de nu virkelig brug for hjælpen?" "Kan familien ikke selv løse opgaven, efter at ungen er lagt i seng?" Man oplever også, at bevilget hjælp nedskæres."