05 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Kommunister og Kultur

Støttearrangement

Kommunister og Kultur

Et politisk arrangement med spisning, hygge, indsamling til Arbejderen og Skub samt optræden med Kaspar Vig, Janne Lærkedahl, Niels Erik Danielsen, Jørgen Albrechtsen og Jørgen Tang Holbek.

Janne Lærkedahl
1 af 1
15 jun 2013

Kommunister og Kultur hedder det årlige støttearrangement for Skub og Arbejderen hos Odsherredsmaleren Jørgen Albrechtsen den 15. juni.

Det er et politisk arrangement med spisning, fællessang, lotteri og auktioner til støtte for de røde blade.

Fra klokken 15 og frem til cirka klokken 22 bydes der på et overflødighedshorn af politik og musik, madkunst og billedkunst i de naturskønne omgivelser hos maleren Jørgen Albrechtsen, Ordrupvej 33, nær Fårevejle Kirkeby i Odsherred.

Programmets politiske del varetages af enhedslisteaktivisten, digteren og billedkunstneren Niels Erik Danielsen fra Høng og af billedkunstnerduoen Jørgen + Jørgen med efternavnene Albrechtsen og Tang Holbek. Sidstnævnte bor og arbejder i Lundby mellem Næstved og Vordingborg.

Niels Erik Danielsen er kendt for sine flotte prologer til forskellige fagbevægelsesforsamlinger, og en af dem vil han den 15. juni delagtiggøre os i. Billedkunstneren Verner Brems har sørget for illustrationerne til en smuk udgave af Niels Eriks nyeste prolog.

NIels Eriks andet store bidrag på lørdagens arrangement bliver i egenskab af ”Niels Erik – fællessanger”, der giver tonen an, så de forsamlede kan synge med på et mindre udvalg af hans gendigtning - i 55 rimede vers - af et af den internationale socialistiske arbejderbevægelses grundlæggende skrifter - Det Kommunistiske Partis Manifest, som Karl Marx og Friedrich Engels fik udgivet i 1848 på en række europæiske sprog. Harmonikaspilleren Nils Makela Pedersen akkompagnerer. Ludwig van Beethoven har lavet den velkendte melodi og brugt den som sluttema i sin 9. symfoni med den tyske digter Schillers "Ode til Glæden" som tekstgrundlag.

Jørgen + Jørgen modtog i fjor i skøn samdrægtighed Gelsted-Kirk-Scherfig-prisen for hver deres bidrag til menneskehedens lange, seje kamp for frihed, lighed og solidaritet - skønhed, glæde og kærlighed - socialisme, kommunisme og demokrati. Temperamenterne er næsten som dag og nat - hos den ene Jørgen en underfundig stille humor, hos den anden et næsten vulkanagtigt temperament, der afføder markante meninger. Kun Vor Herre kan forudsige, hvad der vil komme ud af deres fælles optræden.

Musiksiden varetages af den unge Kaspar Vig og den lidt ældre Janne Lærkedahl og hendes pianist Torben Kjær. Kaspar Vig har rod i Slagelse og det vestsjællandske, hvor blandt andre deltagerne i Stenmose-festivalen ved Høng har oplevet hans Dylan-inspirerede dansksprogede tekster og i tilgift kunnet nyde Kaspars talentfulde stemme og guitarspil. Janne Lærkedahl er kendt og elsket af et større og lidt ældre publikum for sine sange, der knytter an til arbejderbevægelsens kampe.

Jørgen Albrechtsen står for den kulinariske del af arrangementet med en gryderet tilsat masser af salat, rødvin og andet tilbehør. Af hensyn til Jørgens forberedelser er onsdag den 12. juni sat som frist for at tilmelde sig.

"Kommunister og Kultur" er blevet afholdt som et årligt tilbagevendende arrangement hos Jørgen Albrechtsen siden 2004.

Prisen for at deltage er 150 kroner, den dækker også mad og kaffe. Du skal desuden medbringe en lille pakke til lotteriet. Drikkevarer kan købes til rimelige støttepriser.

Arrangementet finder sted klokken 15 på Ordrupvej 33 i Fårevejle. Arrrangørerne hjælper gerne med transport fra og til Fårevejle Station, ring og hør nærmere.

Kommunister og Kultur arrangeres af Danmarks Kommunistiske Parti og af Kommunistisk Parti Vestsjælland.

Tilmelding senest den 12. juni til:

Jørgen Albrechtsen, telefon 23 23 55 21, mail: jorgen.cuba@hotmail.com

Anker Schjerning, telefon 21 27 58 02, mail: anker.schjerning@skolekom.dk

Niels Winther, telefon 51 33 25 46, mail: hej@niw.dk

Støttebeløb modtages på reg.nr. 5356, kontonr. 0332960, mrk. Odsherred.