Krigseventyr i Mali - hvad nu?
Krigseventyr i Mali - hvad nu?
Aarhus mod Krig og Terror indbyder i samarbejde med Folkebevægelsen mod EU til debat om den aktuelle situation i Mali.
"Regeringen har kastet Danmark ud i deltagelse i endnu et krigseventyr, denne gang i den afrikanske stat Mali. De kræfter, som Vesten støttede og bevæbnede i Libyen, er tæt allierede med de muslimske terrorgrupper, vi nu skal føre krig mod i Mali.
Påskuddet for denne krig mod et suverænt land, der ikke har angrebet Danmark, er atter "krig mod terror" og "hjælp til civilbefolkningen". Disse begrundelser for krigen er langt fra sandheden. Tværtimod bliver vi med invasionen aktive deltagere i en krig for at sikre sig råstoffer og indflydelse på det afrikanske kontinent. USA, EU og NATO er i gang med en offensiv for politisk og økonomisk indflydelse i Afrika i konkurrence med Kina, der har store investeringer i Afrikas miner og olieressourcer. Den gamle kolonimagt Frankrig vil have sine kolonier tilbage."
Det skrev Aarhus mod Krig og Terror i januar, da Frankrig sendte tropper til Mali, og den danske regering og et folketingsflertal bakkede op.
Hvad er der sket siden? Det kan vi få svar på tirsdag aften den 9. april på Hovedbiblioteket, hvor der er debat om Nordafrika. Her er der oplæg ved journalist Anders Fenger, Enhedslistens udenrigsordfører Christian Juhl og en repræsentant for Folkebevægelsen mod EU.
Der er gratis adgang, alle interesserede er velkomne på 1. sal, mødet starter klokken 19 og slutter 21:30.
Arrangører er Aarhus mod Krig og Terror og Folkebevægelsen mod EU.
Efter det offentlige møde er der årsmøde i Aarhus mod Krig og Terror. Foreningen anmoder om støttebeløb, store som små, til dens fortsatte aktiviteter. Støttebeløb kan indsættes på Aarhus mod Krig og Terrors konto i Jyske Bank Aarhus med reg.nr. 5073 kontonr. 1464819.