16 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Kritiske øjne på kontanthjælpsloft

Konstituerende møde

Kritiske øjne på kontanthjælpsloft

Mød op på Kofoeds Skole i København og vær med til at stifte Kontanthjælpsalliancen!

19 maj 2015

Snart er der folketingsvalg. I den forbindelse vil en gruppe græsrødder fra forskellige organisationer ikke blot se passivt til, mens debatten om kontanthjælpsloft raser. Især fordi debatten tegner til kun at fokusere på, hvorvidt det kan betale sig at arbejde eller ej.

Derfor har de besluttet at stifte Kontanthjælpsalliancen. Kontanthjælpsalliancen er en løst koordineret alliance af organisationer og enkeltpersoner, der står sammen om at ville kvalificere og nuancere debatten om kontanthjælpen. Kontanthjælpsalliancen er partipolitisk og økonomisk uafhængig og vil gerne rumme alle dem, som ønsker at brede kontanthjælpsdebatten ud og belyse flere sider af konsekvenserne ved en reduktion.

Går du også ind for en saglig og nuanceret kontanthjælpsdebat, hvor hensyn er noget, man udviser over for mennesker – ikke over for systemer og økonomi – så vil Kontanthjælpsalliancen gerne se dig til et konstituerende møde i dag på Kofoeds Skole.

"Kontanthjælpsalliancen ser med kritiske øjne på forslaget om at genindføre et kontanthjælpsloft og betragter det som sit altafgørende formål at nuancere og kvalificere debatten," hedder det i en fælleserklæring, som initiativtagerne lægger op til at vedtage på mødet. Alliancen vil gennem analyser, tal og kvalificeret viden forsøge at afklare, hvor mange flere fattige loftet vil skabe og andre lignende spørgsmål, og vil kanalisere svarene ud i den offentlige debat via kampagner, sociale medier og debatindlæg.

Nyrnberggade 1, København

tirsdag den 19. maj klokken 17-19