12 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Kurdisk filmfestival i København

Film

Kurdisk filmfestival i København

Copenhagen Kurdish Film Festival rammer Cinemateket 8.-12. februar.

08 feb 2017

I Cinematekets kælder omdannes Asta Bar til lille Kurdistan under Copenhagen Kurdish Film Festival, som starter i morgen og strækker sig den 12. februar. Her kan du nyde en gratis kop te eller kaffe inden hver visning, lytte til kurdisk musik og indimellem smage traditionelle kurdiske retter i snackudgave.

"Med den stadigt voksende kurdiske filmindustri kan du glæde dig til et stærkt program præget af diversitet i genrer og temaer, hvor fortællinger spænder fra følger af krig til identitetskamp," skriver Cinemateket og fortsætter:

"Årets temarige filmprogram byder på kunstneriske film og dokumentarer, heraf flere med instruktørbesøg og paneldebatter. Programmet indeholder værker af flere anerkendte instruktører fra den kurdiske filmscene, blandt andre Rüken Tekes, hvis kortfilm The Circle vandt publikumsprisen på Cannes-festivalens Short Film Corner i 2016. Åbningsfilmen The Dark Wind af den prisbelønnede instruktør Hussein Hassan Ali skildrer begivenhederne omkring angrebene på Ezidi-kurdere i Sinjar-provinsen, de bortførte kvinder og de konsekvenser som de hjemvendte kvinder kan stå over for. Kærligheden mellem et nyforlovet par står på prøve.

Festivalen fremhæver hvert år en mærkesag, der forbinder den kurdiske filmkultur til den reelle virkelighed, der udspiller sig i den kurdiske region. Med temaet "Rebuild" vil der være særligt fokus på debatten om humanitære korridorer og genopbygning af ødelagte byer i de kurdiske områder – og vigtigst af alt rekonstruktionen af et samfunds værdier og principper. Med en historie præget af krig, død og splittelse har kurdere et kæmpe behov for at genopbygge ikke blot deres omgivelser, men også deres liv og identitet. Derfor vil nogle af festivalens film lægge op til debat af dette emne.  

“Formålet med filmfestivalen er at udbrede interesse og forståelse for Kurdistan og regionens kulturelle, sociale og politiske virkelighed gennem filmkunstens magiske evne til at bringe folk nær,“ Skriver arrangørerne, Forbundet for Kurdiske Studerende og Akademikere (FOKUS-A).

For filmprogram og billetter: www.cinemateket.dk  

Velkommen!

Forbundet for Kurdiske Studerende og Akademikere (FOKUS-A)

Info: www.FOKUS-A.dk

ÅRETS PROGRAM

Onsdag d. 8. februar

Kl. 19:00 The Dark Wind

Torsdag d. 9. februar

Kl. 19:00 Yoghurt + The Circle + instruktørbesøg

Kl. 20:45 Gulistan, Land of Roses

Fredag d. 10. februar

Kl. 18:15 I Remember

Kl. 19:45 Farewell Analog

Lørdag d. 11. februar

Kl. 16:00 Life on the border + paneldebat

Kl. 19:15 Black Horse Memories + instruktørbesøg

Kl. 21:15 House without Roof

Søndag d. 12. februar

Kl. 14:00 Ordinary State of Emergency

Kl. 15:45 Hidden + paneldebat

Kl. 19:15 Rauf