Kvindelige kunstneres kamp
Kvindelige kunstneres kamp
Udstilling i Den Sorte Diamant i København om kvindelige kunstneres kamp gennem 100 år.
For første gang åbnes det historiske arkiv for Kvindelige Kunstneres Samfund (KKS) for offentligheden.
Åbningen sker med en montreudstilling i Den Sorte Diamant 8. februar-7. marts 2016. Det Kongelige Bibliotek har taget imod tilbud om overdragelse af foreningens skrøbelige arkivmateriale til bevaring for eftertiden, og kunsthistoriker Sofie Olesdatter Bastiansen har i samarbejde med forskningsbibliotekar Lene Eklund-Jürgensen fra Det Kongelige Bibliotek kurateret udstillingen med en del af de allertidligste arkivalier.
Foreningen KKS blev stiftet i 1916, året efter at danske kvinder opnåede stemmeret til Folketinget. Den første formand var maleren Helvig Kinch. Sammen med maleren Marie Henriques og billedhuggeren Anne Marie Carl-Nielsen havde de samlet de kvindelige kunstnere til møde for at kunne danne en samlet enhed med henblik på opnåelse af lige rettigheder med mændene.
KKS-arkivets materiale giver et enestående indblik i, hvordan kvinder i 100 år har samarbejdet som forening. Sofie Olesdatter Bastiansen har gennem flere år haft adgang til arkivet og skrevet universitetsspeciale om det.
I udpluk fra 45 års arkivmateriale fortæller udstillingen ”Kvindelige kunstnere i forening og forhandling” netop om en forening, der diskuterede og aktivt satte spørgsmål ved de mekanismer – synlige som usynlige – der vanskeliggjorde det for kvinderne at virke som kunstnere.
I dag er ord som ”kønskvoter” og ”øremærkning” gængse argumenter i ligestillingsdebatten. Men samme overvejelser og diskussioner om kampmidler i arbejdet for ligestilling vakte også genklang for 100 år siden. Udstillingen lægger an til aktuel debat trods sit 100 år gamle materiale. Er kunstnerisk kvalitet kønnet? Hvorfor viser tal og statistikker stadig en skævvridning, når det gælder de danske museers indkøbs- og udstillingspolitik? Og hvordan skal der egentlig kæmpes for ligestilling? slutter Sofie Olesdatter Bastiansen.
Udstillingen ”Kvindelige kunstnere i forening og forhandling – fortællinger fra Kvindelige Kunstneres Samfunds foreningsarkiv” kan opleves 8. februar – 7. marts 2016 på Den Sorte Diamant, Søren Kierkegaards Plads 1, 1221 København K i vægmontrerne ved Dronningesalen, man.-lør. kl. 8 – 22.