Lærerkonflikt på museum
Lærerkonflikt på museum
Arbejdermuseet indsamler materiale fra KL's lockout af lærerne.
I april 2013 blev mere end 50.000 lærere lockoutet i næsten en måned. Det var en af de største arbejdskonflikter i de sidste mange årtier, og den påvirkede markant de implicerede parter som det øvrige samfund. Desuden var konflikten en test af den såkaldte "danske models" holdbarhed. Og den afspejler, at de offentligt ansatte i dag er aktive spillere i kampene på det danske arbejdsmarked.
Konflikten har således historisk interesse, derfor vil Arbejdermuseet & Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv (ABA) meget gerne kunne dokumentere og formidle den for eftertiden. I forlængelse af det inviterer Arbejdermuseet i København alle til at komme forbi nu på torsdag klokken 15-17 i Rømersgade 22 og aflevere genstande, fotos, film, erindringer eller lignende fra lockouten.
Museet håber, mange vil bruge lejligheden til at finde alle de materialer frem, som blev produceret tilbage i april. Man er også interesseret i skoleskemaer, oversigter over pasningsordninger eller lignende, der kan vise, hvordan konflikten fik betydning for hverdagen som elev eller forælder.
Klokken 15 byder museumsinspektør Margit Bech Larsen velkommen. Herefter holder historiker Lars K. Christensen fra Nationalmuseet et lille foredrag om lockoutens historie.
Klokken 15:30 får Arbejdermuseet overrakt "verdens største lockout-perleplade", som blev produceret af en gruppe lærere under lockouten.
Under indsamlingen af materialer vil der være mulighed for at snakke over en kop kaffe, en øl eller et stykke kiksekage fra Arbejdermuseets kaffebar.
Har du ikke mulighed for at komme på torsdag, er du velkommen til at aflevere dine ting i museumsbutikken. Du kan også kontakte museumsinspektør Margit Bech Larsen for en aftale på telefon 33 48 03 17.
Når du overdrager materiale til Arbejdermuseet, er det en forudsætning, at du besidder rettighederne til det, samt at du accepterer, at Arbejdermuseet & ABA frit kan anvende det i virksomhedens forskning, formidling og markedsføring. Arbejdermuseet forpligter sig ikke til at tage indleveret materiale ind i museumssamlingen.