Latinamerikanske film i Valby Kino
Latinamerikanske film i Valby Kino
Latinamerikansk Filmfestival 2016 løber af stablen fra den 26. februar til 6. marts.
Den frivilligdrevne biograf Valby Kino dannede sidste år for første gang ramme om en festival med latinamerikanske film. Festivalen blev så stor en succes, at der lægges op til at gøre den til en tradition.
Dette års Latinamerikansk Filmfestival finder sted fra den 26. februar til den 6. marts og arrangeres i et samarbejde mellem Valby Kino, Casa Latinoamericana og ambassaderne for Argentina, Bolivia, Brasilien, Chile, Cuba, Mexico, Panamá, Venezuela, Uruguay og Den dominikanske Republiks konsulat.
I løbet af festivalen vises en film fra hvert land to gange, (Brasilien viser to film). I forbindelse med den første visning holdes reception, oftest klokken 18 med filmstart klokken 19. Bortset fra en enkelt vises filmene med engelske undertekster.
Det er en god idé gå på www.valbykino.dk og købe billet og reservere et sæde – det har mange allerede gjort. Er du medlem af Casa Latinoamericana, kan du købe billet til rabatpris – 65 kroner.
Argentina
Argentinas Ambassade åbner festivalen den 26. februar klokken 18 med en reception før filmen "Revolución. El Cruce de los Andes". "Genopdag figuren af en af de vigtigste mænd i historien om Argentina – General Jose de San Martin – og oplev en af de vigtigste epoker i Latinamerikas befrielse". Bemærk, at filmen vises uden engelske undertekster.
Panamá
Den 27. februar er Panamás Ambassade vært ved en reception i biografen før "El último soldado" (Den sidste soldat). En dokumentarfilm om historien om USA's tilstedeværelse i Panamá under administration af Kanalzonen og de sociale relationer, der er opstået igennem et århundrede.
Den dominikanske Republik
Den 28. februar vises "Tropico de Sangre" – om de tre søstre Mirabel, som modigt trodser den daværende diktator Rafael Leonidas Trujillo Molina, der fra 1930 til 1961 regerede landet med jernhånd. Den dominikanske Republiks konsulat holder reception før filmen.
Cuba
Den 29. februar er der udsolgt til "Kangamba" om folkerepublikken Angola, august 1983. Bemærk at receptionen starter klokken 18:30. Filmen bliver også vist den 6. marts klokken 12:00.
Brasilien
Den 1. marts holder Brasiliens Ambassade reception før to film: "Villa Lobos – Uma Vida de Paixao", om en intuitiv, eventyrlysten mand der elskede sit land og det at være brasilianer, og "Bossa Nova", et kærlighedsdrama om advokaten Pedro Paulo.
Chile
"La Casa de remolienda" er et drama, som foregår i en lille by i det sydlige Chile i 1950'erne. Chiles Ambassade holder reception før filmen den 2. marts.
Bolivia
Den bolivianske ambassade tilbyder en reception den 3. marts klokken 17:30 – før filmen "Los Andes no creen en Díos" klokken 18:15. Filmen er sat i slutningen af 1920'erne i minebyen Uyuni i højlandet i Bolivia, et drama med helten Alfonso Claros.
Venezuela
"La Casa del Fin de los Tiempos" er et kriminaldrama om et mystisk hus og en mor, som bliver uskyldigt dømt for at have myrdet sine børn. Filmen spilles den 4. marts klokken 18:30, og efter filmen holder Venezuelas Ambassade reception i biografen.
Uruguay
Uruguays Ambassade holder reception før "El Ingeniero" – om en træner for det uruguayanske fodboldhold, som forsvandt, og som mange år efter fortæller, hvad der skete. Bemærk, at filmen er gratis den 5. marts. Filmen bliver også vist 6. marts klokken 16:00, hertil skal der købes billet.
Mexico
"Walking distance" hedder Mexicos bidrag den 6. marts. Om overvægtige Federico Sanchez som får nye venner, da han køber et brugt kamera. Mexicos Ambassade holder reception før filmen.
Læs mere om filmene, se program og bestil billet:
>> LATINAMERIKANSK FESTIVAL PROGRAM