09 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Lavtlønskapitalisme til debat

Offentligt møde

Lavtlønskapitalisme til debat

Foredrag og debat i Hillerødgade 30, København: Marxistisk Torsdag 19. oktober sætter fokus på lavtlønskapitalismen og dens konsekvenser.

19 okt 2017

En undersøgelse fra Forskningscenter for Arbejdsmarkeds- og Organisationsstudier ved Københavns Universitet viste for nylig, at 62 procent inden for hotel og restauration har mindre end 15 timers ansættelse om ugen.

Inden for detailhandel er det 52 procent og indenfor rengøring 42 procent, der arbejder på meget lav deltid.

Deltidsansættelser, deleøkonomi, korttidskontrakter, ansættelse via sms og internettjenester er blot nogle af udtrykkene for, hvorledes der under dagens kapitalisme er ved at opstå et jungle-arbejdsmarked uden regler og organisering.

Working poor og social dumping er andre udtryk for den samme lavtlønskapitalisme, der breder sig med lynets hast.

Marxistisk Torsdag sætter den 19. oktober fokus på denne problemstilling, som også er aktuel i forbindelse med kommunalvalget om kort tid.

Jan Mathisen, kandidat for Liste R Kommunisterne til kommunalvalget, har mange års erfaring med kampen mod social dumping. Han vil beskrive, hvad det er for nogle udviklingstræk, der breder sig. Men han vil også grave nogle spadestik dybere. For udviklingstrækkene er ikke blot udtryk for en særlig politik, men for den situation som kapitalismen befinder sig i, for ændrede produktionsmåder og produktionsforhold.

Arrangementet er et foredrag med mulighed for dialog og debat. Undervejs serveres et let måltid efter kommunistisk mønster: Spis hvad du kan – betal hvad du har råd til.

Mød op torsdag den 19. oktober klokken 17 i Hillerødgade 30 A, København. Der serveres et let traktement cirka klokken 18. Arrangør er Kommunistisk Parti Afdeling Syd.