11 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Må vi be' om lidt respekt!

Konference om ungdomsarbejdsløshed

Må vi be' om lidt respekt!

En række ungdomsorganisationer står bag en konference den 14. november i København: "En værdig ung arbejdsledig - perspektiver, problemstillinger og løsninger". Bemærk: Tilmelding senest 12. november.

1 af 1
14 nov 2012

I en tid, hvor ungdomsarbejdsløsheden er høj, og hvor fordommene mod at være arbejdsløs er store og negative, stiller en lang række ungdomsorganisationer spørgsmålet: Hvordan føles det at være ung og arbejdsløs?

De indbyder til en konference om ungdomsarbejdsløshed: "En værdig ung arbejdsledig - perspektiver, problemstillinger og løsninger". Målgruppen er alle, der på et administrativt, teoretisk, politisk eller praktisk niveau arbejder med ungdomsarbejdsløshed, unge, marginalisering med mere. Er du selv en af jobjægerne, er du selvfølgelig også velkommen.

Konferencen finder sted onsdag den 14. november klokken 9 - 15:15 i VerdensKulturCentrets sal, Nørre Allé 7 i København. Bemærk, at tilmeldingsfristen er 12. november.

På konferencens første del, "ungdomsledighed anno 2012 belyst i et historisk perspektiv", er der musik ved Arne Würgler, og Robert Olsen, formand for Kofoeds Skole og formand for Socialpolitisk Forening, taler om: "Diskurser om arbejdsløshed - ændringen i samfundsbilledet siden 80'erne".

Både formiddag og eftermiddag er der videoportrætter med unge: "Hvordan føles det at være ung og arbejdsledig?"

Johs Bertelsen, formand for Landsforeningen Frivilligt Forum og tidligere forstander i Kristeligt Studenter Settlement, taler om: "Marginalisering, unge ledige og aktivering gennem tiderne."

"Ungdomsarbejdsløshed og de strukturelle udfordringer - ændringer siden 80'erne" er emnet for Erik Bjørsted, senioranalytiker hos Arbejdernes Erhvervsråd.

Efter en let frokost starter konferencens anden del, "Ungdomsledighedens mange facetter", med Stella Mia Sieling, forskningsassistent hos KORA, som vil fortælle om forskningsprojektet "Økonomiske sanktioner af kontanthjælpsmodtagere".

Forskningsprojektet "Unge, uddannelse og sårbarheder" bliver fremlagt af Lene Larsen, lektor på Roskilde Universitet.

Torben Holm, formand for Danske Studerendes Fællesråd holder oplæg om undersøgelsen "Samtaler om arbejdsløshed".

Efter hvert af dagens oplæg er der mulighed for at stille spørgsmål. Moderator på konferencen er journalist Simon Ankjærgaard.

Tilmelding senest 12. november til: line@socialpolitisk-forening.dk eller telefon 23 32 03 94.

Ved tilmelding indbetales 100 kroner på Merkur Bank: 8401 1107640

Læs mere her