Mød en nabo til støj og lugt
Mød en nabo til støj og lugt
I Cafe Oskar i Aarhus på fredag kan du møde Anne Marie Kristensen fra Camp Total Protest, protestlejren mod skifergasboringer i Dybvad, Nordjylland.
Firmaet Total har fået licens til at lede efter skifergas ved landsbyen Dybvad i Nordjylland. Det larmer, og det lugter af kemikalier, når den franske energigigant borer nat og dag.
Total fik adgang på falske præmisser, da daværende energiminister Lykke Fris (Venstre) i 2010 blot kaldte det kulbrinter og ikke ved dets rette navn, skifergas.
Hvordan er det at være nabo, og hvordan er det at vide, at hvis det går galt med boringerne, kan grundvandet blive fuldstændig ødelagt? Hvordan er der at være vært for en lejr af mennesker, der protesterer mod prøveboringerne, og hvad skal der ske nu?
Anne-Marie Kristensen og hendes mand bor i Dybvad ved siden af Totals boreområde. Samtidig er de værter for en protestlejr mod skifergasboringer. Lejren hedder Camp Total Protest og har den 31. juli eksisteret i et år.
Nu på fredag i Cafe Oskar kan du møde Anne-Marie Kristensen. Hun vil fortælle om livet i lejren, hvor der laves alt fra protestskrivelser til Frederikshavns Kommune til oplysningsarbejde om fracking, den måde skifergas udvindes på.
Hver dag ved 16:30-tiden tager hun del i den fælles protestsang foran Totals prøveboring sammen med folk fra protestlejren, naboer og besøgende. Til mødet i Cafe Oskar medbringer hun nogle af sangene, så vi kan øve os lidt og overveje et besøg i Camp Total Protest.
Da miljøorganisationen Greenpeace besøgte lejren, aktionerede de ved at besætte boretårnet.
Mejlgade 49, Aarhus
fredag den 12. juni klokken 16