17 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Mød folk fra alverdens frie kultursteder

Festival

Mød folk fra alverdens frie kultursteder

Det 5. Fremtids Symposium for alverdens frie kultursteder løber af stablen på Christiania.

24 sep 2015

Alle interesserede bydes velkommen til 5. Fremtids Symposium for alverdens frie kultursteder (FCS).

Den 24., 25. og 26. september danner Den grå Hal og Ridebanen på Christiania ramme om et forrygende program, spækket med foredrag, galskab, workshops, musik, teater og et hav af finurligheder for børn. Folk samles fra hele verden for at inspirere hinanden og dele viden og erfaringer under emnet: Individer og kollektiver indenfor frie kulturelle steder.

Symposiet åbner torsdag klokken 10. Christianias symposium-gruppe byder velkommen, og der er korte taler ved blandt andre Fonden Fristaden Christiania, lokaludvalget og Venezuelas Ambassade. Multikunstneren Aja Waalwijk fra Ruigoord har skabt en gave til Christiania, som afsløres.

Mød folk fra Thylejren, Hesbjerg, Makvärket, Bolsjefabrikken, Folkets Hus, Ruigoord, Moder Jords Dag, Åndsfællesskabet, Tingmødet, Skärskäll, Skogsnäs, Fusion, Doel, UFA Fabrik, Teepeeland, Maastricht Landbouwbelang, Université Foulosophie, Autonomedia, Uzupis, Boom Land, Village des Arts Dakar, Umbrella House, Shriram Community, Blue Sun.

Christiania har de sidste to år deltaget i FCS, første gang i Ruidgoord og anden gang som en del af Boom-festivallen i Portugal. I år er Christiania vært.

Det var i Ruigoord, den hollandske landsby ved Amsterdam, at ideen til symposiet opstod. Ruigoord har været et aktivt frit kulturelt sted siden 1973. Sammen med Thylejren og Christiania er Ruigoord et af de længst eksisterende nordeuropæiske utopiske samfund, der opstod fra tumulten i tresserne. Dens grundlæggende principper hviler på begrebet homo ludens, det legende menneske – tanken om, at frie og legende samspil mellem mennesker skaber stærke kollektive impulser.

Refshalevej 2, København

den 24.-26. september

Se program: www.cakultur.dk