Mød Jan Øberg i Silkeborg
Mød Jan Øberg i Silkeborg
På Silkeborg Højskole taler den kendte fredsforsker om krigs- og konfliktløsning.
Hvordan løses krige og konflikter? Det er emnet på et debatmøde mandag aften på Silkeborg Højskole med fredsforsker Jan Øberg.
Jan Øberg er dansk, bosat i Lund i Sverige og stifter af Den Transnationale Stiftelse for Freds- og Fremtidsforskning (TFF).
TFF, grundlagt den 1. januar 1986, er en uafhængig tænketank og et globalt netværk, som arbejder for at opnå fred med fredelige midler. Det sker blandt andet gennem forskning i fred og konfliktafbødning og uddannelse på alle niveauer i at forstå konflikter.
- Vi må på et eller andet tidspunkt begynde at spørge os selv, om der ikke er et eller andet galt med måden, vi gør tingene på, for vi har ikke andet end fiaskoer at kigge tilbage på. Der findes ikke ét sted, hvor NATO-landene har været involveret, hvor det er gået, som man havde troet, siger Jan Øberg og spørger:
- Hvor er analysen?
På mødet giver han sine analyser og perspektiver på krigene i Mellemøsten og kommer med bud på mulige løsninger. Jan Øberg mener, vi skal bestæbe os på at forstå vore modstandere, helst inden modstanderen bliver fjenden. At forstå modstanderens frygt og bevæggrunde gør os bedre i stand til at håndtere konflikten.
Mødet arrangeres i et samarbejde mellem Silkeborg Højskole, Internationalt Kvindenetværk, Arbejdernes Internationale Forum (AIF), 3F og Enhedslisten.





