Marxisme og religion
Marxisme og religion
Marxistisk Torsdag 13. december sætter inden jul fokus på marxisme og religion. Hillerødgade 30 A, 1. sal, i København.
Luciaoptog er blevet en årligt tilbagevendende begivenhed på mange hospitaler, plejehjem og skoler. Optoget, der indvarsler julen, og hvis indhold og oprindelse er diskutabel, finder sted den 13. december.
Så der findes vel næppe en mere velvalgt dag at holde Marxistisk Torsdag med fokus på religion?
Sådan har arrangørerne bag Marxistisk Torsdag tilsyneladende tænkt, og de har derfor netop den 13. december tilrettelagt en aften med foredrag og debat om religion.
Arne Cheller fra Kommunistisk Parti giver en indføring i, hvordan og hvorfor religionen opstod, og fortæller om synet på religion – fra Moses til Darwin.
Han vil også give et overblik over, hvordan marxismens tænkere har set på religionsspørgsmålet – naturligvis Marx og Engels, men også Lenin, Luxemburg og Kautsky. Og så bliver der også sat fokus på den rolle, som religionen spiller i kampen mellem klasserne – og på, hvordan den i dag udnyttes af magthaverne til at så splid og skabe splittelse.
Arrangementet er et foredrag med dialog og debat. ”Og så ønsker vi hinanden et godt rødt nytår, inden vi takker af for den sidste Marxistiske Torsdag i år,” lyder det fra arrangørerne.
Første Marxistiske Torsdag i 2019 finder sted den 17. januar. Den er viet til 100-året for mordet på Karl Liebknecht og Rosa Luxemburg.
Mød op torsdag den 13. december klokken 17 i Hillerødgade 30 A, København. Der serveres gløgg og mundgodt under arrangementet. Arrangør er Kommunistisk Parti Afdeling Syd.