12 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Zionismen og kampen for et demokratisk Palæstina

Marxistisk Torsdag

Zionismen og kampen for et demokratisk Palæstina

Marxistisk Torsdag 15. juni sætter fokus på Palæstina-spørgsmålet. Hillerødgade 30 A, København.

15 jun 2017

Mellemøsten kan ikke forstås uden om det palæstinensiske spørgsmål. Her i juni er det 50 år siden, at Israel besatte Vestbredden, Gaza og Østjerusalem, og det har givet anledning til, at Marxistisk Torsdag sætter fokus på Palæstina.

Det sker under overskriften ”Zionismen og kampen for et demokratisk Palæstina”. Jan Mathisen fra Kommunistisk Parti lægger op til debat med et oplæg, der forsøger at grave ned under overfladen og forklare årsagerne til, at Palæstina-spørgsmålet fortsat er uløst.

Jan Mathisen har rejst flere gange i Palæstina. Han tager i sit oplæg udgangspunkt i situationen efter Anden Verdenskrig, Israels oprettelse og Al-Naqba – folkefordrivelsen af palæstinenserne fra 1948.

Som stat baserer Israel sig på zionismen, på racisme og apartheid – og det bliver mere og mere reaktionært. Derfor er der ikke mulighed for demokrati for hverken palæstinensere eller israelere uden et opgør med zionismen, lyder en af Jan Mathisens pointer.

Kom og lyt og vær med til at diskutere på denne sidste Marxistiske Torsdag i dette halvår.

Arrangørerne oplyser i øvrigt, at første Marxistiske Torsdag efter sommerferien er den 17. august. Øvrige datoer i efteråret er 14. september (særarrangement om 150-året for Kapitalen), 21. september, 19. oktober, 16. november og 14. december. Sæt allerede nu kryds i kalenderen.

Mød op torsdag den 15. juni klokken 17 i Hillerødgade 30 A, København. Der serveres et let traktement cirka klokken 18. Arrangør er Kommunistisk Parti Afdeling Syd.