14 Sep 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Menneskekæde mod ghettoplaner

Aarhus

Menneskekæde mod ghettoplaner

Almen Modstand Aarhus indbyder til at stå hånd i hånd fra Gellerup til Bispehaven.

FOTO: Jette Gnudtzmann
1 af 1
30 nov 2018

Vi mødes på hjørnet af Edwin Rahrsvej og Åby Ringvej og laver en menneskekæde langs ringvejen op til Bispehaven.

Hånd i hånd vil vi spærre for en lovgivning, som vil betyde nedrivning, omdannelse eller privatisering af 1000 boliger i Bispehaven, Gellerup og Toveshøj.

Loven forventes at træde i kraft lørdag den 1. december – men der er lang vej fra dens ikrafttræden til en realisering af nedrivningerne.

Vi vil spærre for loven ved hvert eneste skridt – en lov, som er uden folkelig opbakning.

PRESSEMEDDELELSE:

Menneskekæde mod ghettoplaner, fra Gellerup/Toveshøj til Bispehaven – fredag den 30. november klokken 15

Beboere fra almene boliger spærrer for ghettolove og slår ring om Gellerup/Toveshøj og Bispehaven. Boligområder, der i Folketingets og byrådets ghettoplaner skal have 1000 boliger revet ned – uden en plan for, hvor folk herefter skal bo.

Loven, der i realiteten eksproprierer 30.000-40.000 beboere i almene boliger, blev i dag, den 22. november, vedtaget i Folketinget. Med en menneskekæde på ringvejen siger deltagerne "1000 nej tak" til denne lov med nedrivninger, forskelsbehandling og ghettolister. Og vi siger "nej tak" i såvel Gellerup, Toveshøj som Bispehaven og alle andre almene boligområder.

– Vi siger 'skam jer politikere', som ødelægger og skaber utryghed i menneskers hjem, udtaler Helle Hansen fra afd. 4's bestyrelse i Brabrand Boligforening (Gellerup). Og hun tilføjer:

– Jeg kan ikke forstå, at politikerne vil stå på mål for det store ressourcemisbrug, som det medfører at rive gode, billige, velfungerende boliger ned. Og endda i et land med nordisk rekord i hjemløshed. De vil åbenbart nedbryde de menneskelige fællesskaber og en helt unik almen boligbevægelse, der tager sig af dem, som de ikke selv vil lege med.

Menneskekæden laves den 30. november klokken 15:00 til 16:30 og starter fra hjørnet af Edwin Rahrsvej og Åby Ringvej. Det er sidste dag med lighed for loven uanset boligform, da ghettoloven træder i kraft dagen efter, den 1. december.

Den 30. november er også dagen, hvor mange almene boligområder holder vejret på grund af risikoen for at få ghettostemplet. For dagen efter kommer der nye ghettolister fra ministeriet. Her vil nye områder få det stempel, der, som en beboer udtrykker det, "siger, at vi ikke er noget værd som mennesker".

– Men ghettolisterne er ikke blot stempler, da jeg for første gang i ti år føler mig utryg i min bolig, siger Daniel Mantel, der også bor i Gellerup.

– Med lovenes vedtagelse er det ghettolisterne, der giver kommunen adgang til at ekspropriere og nedrive. 

– Ghettolovene vil også tvinge børn i daginstitution ud af boligområdet, nægte arbejdsløse adgang til en bolig i området, give domstolene påbud om dobbeltstraf og meget mere, slutter Daniel Mantel.

Menneskekæden siger "1000 nej tak!", "Skam jer!" og "Stop vanviddet!"

Menneskekæden er arrangeret af Almen Modstand – Aarhus, der ikke stopper sin modstand, før ghettolovene er ophævet.