Moder Jords Dag fejres
Moder Jords Dag fejres
FN-dagen den 22. april bliver markeret i Valby.
"Menneskeheden har en fælles interesse i at beskytte jorden", udtalte den bolivianske præsident Evo Morales, da FN i 2009 udnævnte 22. april til "International Mother Earth Day".
Moder Jords Dag hænger sammen med Rio-deklarationen fra 1992, som fastslog, at vi skal søge at leve i harmoni med naturen og sikre en retfærdig balance mellem økonomiske, sociale og miljømæssige behov for nutidige og fremtidige generationer.
FN lægger vægt på, at vi kan lære meget af de oprindelige folk, der har bevaret en tæt kontakt til naturen, og af småbønderne, der med bæredygtige produktionsmåder kan forsyne menneskeheden med sunde fødevarer. En omsorgsfuld forvaltning af Jorden og dens svindende naturressourcer er et fælles ansvar.
Valby Tingsted
Traditionen tro markeres dagen i København. Det sker på Valby Tingsted nu på lørdag, mød op klokken 12.
Klokken 12:30 er der åbningsceremoni med taler, boder, musik og et naturpust fra Naturpartiet ved Yara Brasil. Klokken 14 hører vi en "bøn til Jorden i lyd og digt" ved Mariama Guldagger. Carla Ledezma fra Bolivias ambassade taler om "Moder Jords rettigheder". Alex Opazo: Roots of Words, Jordens rytmer i sang og digt. Kirsten Gamst-Nielsen taler om "permakultur, klima og miljø", Ibo læser kurdiske digte, og John Holten-Andersens emne er: "Modvækst – omstilling til fremtiden".
Efter en pause læser Susanne Thorbek: Digte fra ”Credo” (af Erik Knudsen). Anders Dohn optræder med sange fra Latinamerika, Henriette oplæser egne digte, og Lior Kojo spiller reggaemusik om verdensfred og kærlighed. Cubas ambassadør Yamira Cueto vil holde tale om de cubanske erfaringer, og til sidst er der fællessang ved Bo Richardt.
Latinamerikahuset
Klokken 16:45 sluttes med en ceremoni og forårsoptog til Casa Latinoamericana, der ligger på Høffdingsvej 10. Her vil der fra klokken 18 blive serveret mad. Guadalupe byder på zumba, Ib Borup Pedersen fortæller om GMO's skadevirkninger på Moder Jord, og den bolivianske dansegruppe Caporales optræder. Før festen slutter klokken 23, vil der være diasshow.