Nej til kriminalisering af børn
Nej til kriminalisering af børn
Bertel Thorvaldsens Plads, København.
De to organisationer De Stærke Børn og Nej til kriminalisering af børn er arrangører af en demonstration, som skal skabe opmærksomhed mod en de facto nedsættelse af den kriminelle lavalder.
Demonstrationen afholdes lørdag den 24. november klokken 13 til 15:30 på Bertel Thorvaldsens Plads i København. Konferencier er Tanja Bjørn Zabell. Talere er Trine Torp, socialordfører SF, Rosa Lund, Enhedslisten, og socialpædagog og mønsterbryder Rolf Hermansen.
Henriette Karlsen, stifter af De Stærke Børn og hovedarrangør, mener, det er grotesk, at vi i snart 2019 og med et kæmpe fald på ungdomskriminalitetsområdet opererer med tankegange om, at hårde rammer og straffe for børn skal indgå i dansk politik.
I det nye udspil lægger man vægt på, at alle handlinger skal have konsekvenser af forskellig karakter. Man lægger også vægt på at udvide brugen af fysisk magtanvendelse samt kropsvisitering.
– Jeg synes, det er vigtigt at pointere, at straf aldrig har været vejen frem – og slet ikke straf af børn, siger Henriette Karlsen og fortsætter:
– Vi forstår ikke, at man som voksne mennesker kan synes, at fysisk vold mod børn kan være en nødvendighed og en løsning. Måske man skulle klæde fagpersonerne omkring børnene bedre på og ikke blive ved med at skære på området, så alle de gode ressourcer slides op.
Tal fra Justitsministeriet viser, at antallet af mistanker/sigtelser af 10-14-årige er faldet med 72 procent fra 2006 til 2016.
– Når dette fald er en realitet – til trods for store besparelser – tænk, hvad der så kunne udrettes med de 118 millioner, som ungdomskriminalitetsreformen skal koste årligt, blot i administration?
– Vi opfordrer på baggrund heraf alle I dejlige medmennesker til at komme og støtte op om en yderst vigtig sag, da vores børn ikke skal vokse op i et samfund, der straffer frem for at møde børnene, hvor og som de er.
Vi håber at se så mange er jer som muligt, så vi kan skabe kæmpe opmærksomhed på det her lovforslag.