Nej til regeringens skolereform
Nej til regeringens skolereform
Forældre samler underskrifter mod tvungne heldagsskoler.
Ifølge en rundspørge fra Epinion i februar ønsker 70 procent af forældre til børn i folkeskolen ikke tvungne heldagsskoler. Men hverken politikerne eller Kommunernes Landsforening (KL) lytter til forældrene.
Mens KL i denne tid lockouter lærerne og dermed forsøger at danne grundlaget for regeringens nye folkeskolereform med meget længere skoledage, samles forældre i stigende grad i protest mod selv samme skolereform via nettet.
Her har 11.685 personer skrevet digitalt under på en underskriftindsamling imod skolereformen: www.skrivunder.net/imod_ny_folkeskolereform. Underskrifterne bliver afleveret om en uges tid til undervisningsministeren.
Også gruppen ”Forældre imod den nye folkeskolereform” på Facebook med 4.600 medlemmer kæmper mod regeringens indførelse af tvungne heldagsskoler for alle børn, blandt andet ved at deltage i debatter, skrive breve til politikerne og deltage i forskellige begivenheder.
- Regeringens foreslåede skolereform med mange flere skoletimer fører skolen i en retning, vi slet ikke ønsker for vores børn. Den er helt ude af trit med både forældrenes holdninger og forskning på området. For flere timer giver ikke i sig selv mere læring, siger Thomas Høi, medstifter af forældregruppen.