Nysgerrige mennesker søges til byvandringer
Nysgerrige mennesker søges til byvandringer
Danmarks Kommunistiske Parti i København indbyder til fortovsprojekt.
Mange steder i København er der noget galt med fortovene – knækkede eller vippende fliser og opskubbede flisekanter, man kan falde over. Et defekt fortov kan betyde faldulykker for svagtsynede, gangbesværede og andre skrøbelige mennesker.
Danmarks Kommunistiske Parti (DKP) i Region Hovedstaden har derfor som deres første kommunalpolitiske opgave besluttet at oprette en arbejdsgruppe, der skal dokumentere fortovenes tilstand.
Til den søger partiet nysgerrige mennesker med kamera eller målebånd til at deltage i byvandringer og i den efterfølgende dokumentation og formidling af resultaterne.
Masser af arbejdsløse kunne med fordel uddannes til at arbejde med at reparere disse skader, påpeger DKP.
Hvis du er interesseret i at gøre et beskedent stykke kommunalpolitisk arbejde på et meget jordnært plan, så mød op til et orienterende møde i Nordvest Bogcafe, Frederikssundsvej 64, onsdag den 19. marts klokken 19.