Oplev jul i 50'erne og i 1918
Oplev jul i 50'erne og i 1918
Arbejdermuseet i København og Gammel Estrup – Herregårdsmuseet i Auning har skruet op for julestemningen.
Både Arbejdermuseet og Gammel Estrup – Herregårdsmuseet juler i december.
Arbejdermuseets butiksgade fra 1950'erne er julepyntet med granguirlander, og butikkerne lokker med pakker til mor, far og børnene. I biografens udhængsskab reklameres for tidens populære julefilm 'Far til 4 i byen', hvor Lille Per kommer til julebal i nisseland. Familien Hansens lejlighed fra 1950'erne er pyntet op med adventskrans, nisselandskab, kravlenisser og anden tidstypisk julepynt.
I Festsalen står juletræet pyntet. Kaffebaren sælger godteposer til børn og varm chokolade og julesmåkager, og børn og voksne kan klippe 50'er-julepynt til julebordets øl- og sodavandsflasker. Børn kan få et Julepas og løse små opgaver om jul i arbejderhjem i 50'erne. Der venter en lille overraskelse til de børn, der løser opgaverne. Museumsbutikken har masser af gaveideer og et stort udvalg af gammeldags julepynt.
Arbejdermuseet ligger i Rømersgade 22 i København og har åbent dagligt klokken 10-16, lukket 24., 25., 26. og 31. december.
Gammel Estrup – Herregårdsmuseet viser til og med 23. december udstillingen "Jul for herskab og tjenestefolk anno 1918". Se hvordan man pyntede op i stuerne, og besøg husjomfruen i herregårdskøkkenet, som forbereder julebag på brændekomfuret.
I Skovarbejderhuset kan man opleve, hvordan en arbejderfamilie på landet holdt jul.
Det sker tirsdag til søndag mellem klokken 10 og 15. Lørdag og søndag mellem 10 og 16 er der desuden julehistorier, korsang, juleklip og juletræssalg, og tjenestefolk laver juleforberedelser.
Gammel Estrup – Herregårdsmuseet ligger Randersvej 2 i Auning. Billetpris: 90 kroner, gratis for under 18-årige. Billetten giver også adgang til nabomuseet Dansk Landbrugsmuseum.