Oplev romaernes København
Oplev romaernes København
Sort/Hvid og PARADOX Intertainment giver nu en af Europas mest stigmatiserede befolkningsgrupper en stemme. I vandreforestillingen ROMA får publikum et helt eksklusivt kig ind i romaernes skjulte København. De kommer med på en bustur til Rumænien og til en ægte romafest. Forestillingen har urpremiere den 28. marts.
Sort/Hvid og PARADOX Intertainment giver nu en af Europas mest stigmatiserede befolkningsgrupper en stemme. I vandreforestillingen ROMA får publikum et helt eksklusivt kig ind i romaernes skjulte København. De kommer med på en bustur til Rumænien og til en ægte romafest. Forestillingen har urpremiere den 28. marts 2017.
Størstedelen af den danske befolkning har det svært med romaer. Faktisk viser en undersøgelse, at hele 72% af danskerne har en negativ opfattelse af romaer. Det er mere end i noget andet land. Ikke i Storbritannien, ikke i Tyskland, i Sverige eller noget andet europæisk land er ubehaget så stort som i velfærdsstaten Danmark. Men hvordan er denne mistillid opstået? Kender de fleste af os overhovedet en roma? Eller begrænser vores kendskab til romaer sig til den mørklødede mand, som vi skal træde over på vejen ud fra Super Brugsen?
I ROMA møder vi repræsentanter for den befolkningsgruppe, vi har så mange fordomme om. Vi møder Gina, som tager os med på en vandring rundt i romaernes skjulte København. Gina er nemlig en ekspert på området. Hun er selv fra Rumænien og har i årevis tigget foran Coop for at sende penge hjem til sine tre børn. Undervejs fortæller Gina om, hvordan det er at være roma i et land, hvor knap tre-fjerdedele af befolkningen ser ned på sådan en som hende.
George er roma-musiker fra Rumænien og vores chauffør i forestillingen, hvor han kører bussen tilbage til sit barndomsland. Han tager os med på en roadmovie ned gennem Europa, langs de tyske motorveje og til de landsbyer, hvor tiggerne og flaskesamlerne kommer fra.
Gina Ionescu, George Mihalache og andre romaer i transit samt Özlem Saglanmak inviterer til romafest med mad, musik og dans. Det er historier om romaernes 1000-årige historie i Europa, vores fordomme mod dem og deres fordomme mod os, vi skal høre om. Og om, hvorfor de altid rejser tilbage til Rumænien med en fladskærm.
ROMA vises fra den 28. marts – 8. april. Mødestedet er Sort/Hvid, Staldgade 26-30, 1699 København V. Det er en vandreforestilling, som foregår i området omkring Kødbyen.
MEDVIRKENDE
GINA IONESCU, 28 år, er født og opvokset i Rumænien. Hun har i mange år tigget på gaden i Sverige for at kunne sende penge hjem til sine tre sønner i Rumænien. Gina lærte sig selv engelsk ved at se amerikanske tv-serier i fængslet, hvorfra hun blev løsladt på grund af manglende beviser. Gina bruger i dag sit engelsk til at hjælpe andre samt fortælle gribende historier om sit barske liv som roma.
ÖZLEM SAGLANMAK, 36 år, er en dansk skuespillerinde. Hun er uddannet fra Statens Teaterskole i 2006. Özlem har medvirket i adskillige teaterforestillinger rundt omkring på landets scener, bl.a. teaterudgaven af “Midt om Natten” og Ulrich Seidls “Fader Vor”. Senest havde hun en hovedrolle i Christians Lollikes ”Living Dead”.
GEORGE MIHALACHE, 45 år, er musiker og født i Bukarest i Rumænien. Han er vokset op i en familie med dybe rødder i sigøjnermusikken. Allerede i 6-7-års alderen begyndte han at spille musik hos sin farfar, hvor rumænsk folkemusik blev indlært efter gehør. George har i årenes løb samarbejdet med adskillige eftertragtede musikere både i Bukarest og i resten af Europa. Han har boet i København siden 1994.
INSTRUKTØR DANIEL WEDEL, 52 år, er instruktør og dramatiker. Daniel er uddannet på Statens Teaterskole i 1995. Siden da har han arbejdet med dokumentarfiktion på teaterscener rundt om i Skandinavien og lavet radio for DR. Han er medstifter af teater-performance kollektivet PARADOX Intertainment, som bl.a. står bag den aktuelle forestilling ”Welcome to Denmark”.
ROMA er en co-produktion mellem PARADOX Intertainment og Sort/Hvid.
TIRSDAG-FREDAG kl. 20, LØRDAG kl. 15 og 19, SØNDAG kl. 13 og 18.
PRISER 40-185 kr.
BILLETTER teaterbilletter.dk / 70 70 74 94 / billet@sort-hvid.dk