Oscar D'León
Oscar D'León
På torsdag kan vi opleve salsalegenden fra Venezuela i Amager Bio.
Oscar D'León er en levende legende - med streg under levende. Sidst han spillede i Danmark var i 1998 på Roskilde Festivalen, på torsdag kan vi opleve den karismatiske performer i Amager Bio i et to timers højspændt show.
Oscar D'León er født i 1943 i Venezuela og voksede op med en stor kærlighed til både baseball og musik. Heldigvis for et stort publikum verden over brugte han mere tid på at imitere alle de store cubanske musikere end på at svinge et baseball-bat.
Oprindeligt startede Oscar D'León som bassist. Det eneste publikum, som nød godt af hans store stemme, var de daglige buspassagerer, der med Oscar D'León bag rattet fik en sang med i købet på turen.
Da Oscar D'Leóns band en aften stod uden sanger, overtog han mikrofonen. Det gjorde han med så stor succes, at han siden den dag har stået i front på scenen. I 1972 var han med til at danne legendariske Dimensión Latina i Venezuela, som han optog nogle af sine største hits med, blandt andet hans til dato største hit: Llorarás, men fra slutningen af 1970'erne valgte han at gå solo.
Gennem årene har han indspillet mere end 50 albums og har modtaget adskillige priser for sin store indflydelse på den internationale salsascene, hvor han har spillet sammen med en perlerække af store salsanavne såsom Tito Puente, Celia Cruz og Cheo Feliciano.
Dørene til Amager Bio åbnes klokken 19, DJ Mega varmer op. Klokken 21 starter koncerten med Oscar D'León, og klokken 23 - 02 er der efterfest med DJ Klandestino og DJ Jesús.