Pædagogstuderende udstiller: Drømmen om Palæstina
Pædagogstuderende udstiller: Drømmen om Palæstina
En gruppe studerende har været på studietur og udstiller på VIA University College, Pædagoguddannelsen Jydsk, Skejbyvej 29 i Risskov.
En gruppe studerende på Pædagoguddannelsen Jydsk har været på studietur til Palæstina i forbindelse med et uddannelsesforløb om historie, kultur og identitet for borgere af palæstinensisk afstamning bosiddende i Danmark.
Udfordringer og store oplevelser var der masser af, da 21 pædagogstuderende fra VIA i Aarhus i maj tog på en uges studierejse til Ramallah i Palæstina. De studerende besøgte børnehaver og ungdomsklubber, de var på hjemmebesøg hos børnenes forældre, og de overnattede i en palæstinensisk flygtningelejr. Resultatet af feltarbejdet på studieturen til Palæstina og bagefter i Danmark er blevet til:
Udstillingen: "Drømmen om Palæstina" åbner torsdag den 12. juni klokken 12 på VIA University College, Pædagoguddannelsen Jydsk, Skejbyvej 29, 8240 Risskov.
Den handler om palæstinenseres liv og identitet. 21 studerende fra 5. semester formidler deres antropologiske feltarbejde i og uden for Palæstina gennem digitale medier, kulturelle miljøer, drama, musik, digte, dans og spændende smags-oplevelser. Træd ind i ukendte verdener, når Palæstina åbner sine døre på Pædagoguddannelsen Jydsk.
Rejsen er et led i et forløb om antropologisk pædagogik. Det har indeholdt fordybelse i forståelse af kultur, etnicitet, identitet, socialisering og hverdagsliv. De studerende har desuden fået større erfaring med feltarbejde som metode i kvalitative undersøgelser.
”Forløbet har givet de studerende en viden om de kulturelle rødder og den historie, som palæstinensere i Danmark bærer med sig. Feltarbejdet i Palæstina er fulgt op af interviews med palæstinensere i Aarhus, så de studerende har fået en forståelse for, hvordan de kan møde og støtte disse borgere i deres fremtidige pædagogiske arbejde. Det er en vigtig viden for en pædagog i Aarhus,” siger Steen Nielsen, lektor i pædagogik.
Studierejsen er et led i et større initiativ for at skabe samarbejde, udveksling og venskab mellem Aarhus og Ramallah inden for kultur og uddannelse samt børns og unges fritidsliv. Forløbet med studierejsen vil blive evalueret med henblik på udvikling i efteråret.