PeaceWalk på FN's fredsdag
PeaceWalk på FN's fredsdag
Invitation til spadseretur gennem Københavns gader på FN's internationale fredsdag.
Foreningerne Tænk Med Hjertet og Unge for Menneskerettigheder inviterer til PeaceWalk i København på FN's fredsdag, lørdag den 21. september. Spadsereturen begynder klokken 14 på Christiansborg Slotsplads, hvorfra deltagerne går til Den Røde Plads ved Nørrebrohallen.
"Tag del i fællesskabet for at skabe en verden i kærlighed og fred, og hvor der er plads til alle - både lokalt og globalt", hedder det i invitationen fra arrangørerne.
”PeaceWalken og det efterfølgende arrangement finder sted for at vise omverden og verdens nationer, at vi støtter op om, at verdens befolkninger har ret til at leve i tryghed og fred. Vi går for en mere kærlig og fredelig verden - både i det lokale og globalt. Vi ønsker at skabe et sammenhold på tværs af etnicitet, religion, samfundslag og alle vores forskelligheder,” skriver arrangørerne.
Under arrangementet optræder blandt andre Wafande, Youngblood og Master Fatman. Peter Mygind, Nagieb Khaja, Poya Pakzad og Erik Clausen er blandt talerne. Lior Kojo er konferencier.