12 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Pink pussyhatte i protest mod svømmeforbud

Demonstration

Pink pussyhatte i protest mod svømmeforbud

Demonstration på Rådhuspladsen i Aarhus.

01 feb 2017

Når byrådet i Aarhus onsdag skal stemme om det omdiskuterede forbud mod kønsopdelt svømning, mødes politikerne af protester fra pink ”pussyhatte”-klædte demonstranter, der ønsker at bevare de tre timers ugentlige kvindesvømning i Gellerupbadet.

De pink "pussyhatte” blev for alvor kendte i forbindelse med de verdensomspændende demonstrationer forleden mod den amerikanske præsident Donald Trump. Arrangørerne af onsdagens protest bruger hattene som symbol, fordi de ser forbuddet mod kønsopdelt svømning som et angreb på kvinders ret til selv at vælge:

– Når et primært mandligt byrådsflertal vil diktere, hvordan kvinder svømmer, og hvor meget af deres krop de viser frem, er det udtryk for den samme umyndiggørelse og undertrykkelse, politikerne hævder at ville bekæmpe. Vi forstår ikke, hvorfor kvindesvømningen, der har fungeret fint i 13 år, skal forbydes, når der er kønsopdelte aktiviteter på massevis af andre områder i kommunalt regi. Derfor håber vi at se alle aarhusianere, der støtter kvinders rettigheder, til demonstration på onsdag, udtaler Elsebeth Frederiksen, talsperson for arrangørerne, Kvindesvømningens Venner i Gellerupbadet.

Forleden viste et svar på en 10-dages forespørgsel i byrådet fra Radikale Venstre, at samtlige magistrater undtagen Borgmesterens Afdeling og Teknik og Miljø, har kønsopdelte aktiviteter. Desuden fritages den offentlige badeanstalt Den Permante, der ellers også har kønsopdelt svømning, fra byrådets forbud.

Blandt talerne ved onsdagen demonstration, der starter klokken 16 på Rådhuspladsen, er tidligere biskop i Aarhus Kjeld Holm, Ulla Tornemand fra Dansk Kvindesamfund og Safaa Mohamed Ali fra gruppen De Blå Stjerner, der bekæmper fordomme mod somaliere. Musikken leveres af Jimmy Andersen, og demonstrationen støttes desuden af Dansk Kvindesamfund, Aarhus for Mangfoldighed og Aktionsgruppen mod diskrimination af flygtninge i lovgivningen.