Politisk musik med Oktoberkoret
Politisk musik med Oktoberkoret
I Timotheuskirken i Valby fredag kan du opleve Oktoberkoret, JALO-koret og Sundholm-koret.
Er den politiske musik død? Det mener Oktoberkoret ikke, og det vil det bevise ved en koncert i Timotheuskirken i Valby.
Her fremfører koret først en ny suite i syv satser for kor og orkester. 'Kender du dette' -suiten er komponeret af Oktoberkorets faste dirigent Jørgen Allan Christiansen over tekster af arbejderdigteren Carl Scharnberg, kulturradikale Klaus Rifbjerg, og tre afrikanske digtere: Jean-Joseph Rabearivelo fra Madagaskar, David Diop fra Senegal og Lindiwe Mabuza fra Sydafrika.
Suiten bindes sammen med digte af danske Iris Garnov og et digt af Nelson Mandelas datter Zindziswa Mandela, Sydafrikas nuværende ambassadør i Danmark. Derefter synges en række af Bertolt Brechts Svendborg-digte sat i musik af den svenske komponist Håkan Carlsson, og i anden halvdel af koncerten opføres gamle og nyindstuderede korsatser af Mikael Wiehe, Miguel Matamoros, Victor Jara, Theodorakis og mange andre.
Ved aftenens koncert er Oktoberkoret forstærket af JALO-koret og Sundholm-koret.
Entre: 100 kroner.
Christen Bergs Allé 5, Valby
fredag den 20. november klokken 19:30