15 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Pris til syrisk fredsnetværk

Prisuddeling

Pris til syrisk fredsnetværk

Prisfest på Borups Højskole i København: Netværket Mobaderoon får LIVIAprisen 2014 for sit arbejde for fredelig sameksistens i Syrien.

Børn undersøger en sammenstyrtet bygning efter et USA-ledt luftangreb i Harem i Idlib, Syrien, den 7. november.
FOTO: Ammar Abdullah/Scanpix
1 af 1
15 nov 2014

Lørdag den 15. november klokken 16:30-17:30 på Borups Højskole i København overrækkes LIVIAprisen 2014. Prisen uddeles hvert andet år af LIVIAfonden, hvis "formål er at synliggøre den konstruktive, ikkevoldelige tilgang til samfundskonflikter, som finder sted hver dag over hele verden, men som ofte bliver overset i medierne."

Prisen gives til en person eller gruppe, som yder en unik, ikkevoldelig indsats i denne verdens barske konflikter. Med prisen følger 50.000 kroner, som modtageren skal bruge til at fortsætte sit arbejde med fredelig konfliktløsning.

"Netværket Mobaderoon får LIVIAprisen 2014 for sit modige og opfindsomme arbejde for fredelig sameksistens i Syrien," skriver LIVIAfonden og fortsætter:

"LIVIAfonden hædrer Mobaderoons arbejde, fordi netværket midt i borgerkrig med vold og bitter polarisering vælger en selvstændig vej: At genskabe sociale relationer og bånd på lokalt plan. De arbejder mod alle odds for et fremtidigt Syrien for alle syrere.

Mobaderoon består af unge syriske sunni- og shiamuslimer, alawitter, kristne, drusere og palæstinensere. Kernen i netværket er lokalt fredsarbejde, som Mobaderoons mange fredsambassadører udfører med stor personlig risiko."

Det koster 100 kroner at deltage i prisfesten. Tilmelding sker ved at sende en e-mail med teksten LIVIA til: fs@konfliktloesning.dk

Prisfesten finder sted som afslutning på en heldagskonference, der markerer Center for Konfliktløsnings 20 års jubilæum.

>> LIVIAfonden

>> CENTER FOR KONFLIKTLØSNING