Protestmøde foran Christiansborg
Protestmøde foran Christiansborg
Der er brug fred, men Danmark sender militæret, hvis politikerne i dag vedtager beslutningsforslag B108.
Flertallet i det danske Folketing ønsker i dag at vedtage beslutningsforslag B108. Hvorefter der skal sendes bombefly, elitetropper, transportfly til Irak med mandat til at intervenere på syrisk jord.
Der er brug fred, men Danmark sender militæret. Det er tid for de krigsfikserede politikere at stoppe op og ikke vælge krigen, men fredens vej, mener arrangørerne af et protestmøde foran Christiansborg nu på tirsdag mellem klokken 16 og 17.
Kravene er: Nej til danske tropper eller kampfly til Syrien og: Der er brug for nødhjælp og genopbygning.
Her taler John Ekebjærg-Jakobsen, formand for Bygsam og Stilladsarbejdernes Brancheklub, Rene Gade, MF Alternativet, journalist og forfatter Knud Vilby, Ibrahim Benli fra Fey-Kurd, og Anne Marie Helger og Peter Larsen, skuespillere. Sang og musik ved Karina Villumsen, som er aktuel med CD udgivet af Demos. Konferencier er Walter Markusen, gartnerne, 3F BJMF.
Protestmødet er støttet af Stilladsarbejdernes Brancheklub, Enhedslisten København og Amager Øst, og det anbefales af Kommunistisk Parti, KPiD, Budskab fra Græsrødderne, APK, Enhedslisten, Alternativet, 3F BJMF, Fredsministerium, Fredsvagten, Human Rights March/Kvinder i Dialog, Migrante Danmark, TID TIL FRED – aktiv mod krig, Valby og Sydvest mod krig, Århus mod krig og terror.
Arrangørerne tæller blandt andre fredsgrupperne "Tid til Fred – aktiv mod krig" og Fredsministerium.dk.
Den daglige Fredsvagt foran Christiansborg bliver i dag udvidet fra klokken 13 til 16, forud for protesten.
Arrangørerne skriver i indkaldelsen til protestmødet:
"Den skrøbelige, delvise våbenhvile og fordrivelsen af daesh fra Palmyra har ellers skabt en åbning, de stridende parter kan udnytte til samtale og indledende skridt til fredsforhandling. Netop i dette pusterum er det åbenbart meget nødvendigt for Danmark at erklære sine krigeriske hensigter. At sende bombefly på dette tidspunkt må opfattes som en krigserklæring.
Der kunne i stedet vælges fredelige indsatser, der kunne sendes nødforsyninger og hospitaler og mineryddere. Der kunne i stedet tilbydes syriske flygtninge uddannelse, til at tage med hjem og bruge under genopbygningen. Der kunne i stedet sættes ind med støtte til konflikthåndtering.
De krige Danmark har deltaget i, har skabt usikre krigstilstande, store flygtningestrømme og dannelse af terrorgrupper. Mange er døde og familier og samfund er ødelagt."