Rød Sommerlejr gør status efter lærerkonflikten
Rød Sommerlejr gør status efter lærerkonflikten
Kommunistisk Parti inviterer alle interesserede med på Rød Sommerlejr på Lolland i uge 28. På programmet er blandt andet situationen i den offentlige sektor efter lærerlockouten.
Hvad er situationen for den offentlige sektor efter den langvarige lockout af lærere og undervisere? Og hvad er det for en kamp, de offentligt ansatte står overfor ved overenskomstforhandlingerne i 2015?
De spørgsmål er sat til debat, når Kommunistisk Parti inviterer alle interesserede med på Rød Sommerlejr i uge 28 på Bindernæs Efterskole på Lolland.
Jan Andreasen, formand for landets ungdomsskolelærere, Mari-Ann Petersen, næstformand i FOA SOSU, og Allan Baumann, medlem af forretningsudvalget i BUPL, lægger op til debat om erfaringerne fra lærerkonflikten og situationen i den offentlige sektor.
Det er kun en enkelt af de mange aktuelle debatter på Rød Sommerlejr.
Deltagerne vil også se nærmere på den nye offentlighedslov og udviklingen i EU op til parlamentsvalget i 2014. Inden da er der kommunalvalg i Danmark, det er også på programmet, her er der oplæg fra Kommunistisk Partis spidskandidater fra København og Aarhus. Partiet opstiller i København sammen med KPiD og DKP og i Aarhus med KPiD.
Fredag sluttes det politiske program af med et oplæg over temaet "Socialismen er fremtiden".
Sommerlejren byder også på to workshops: Den ene beskæftiger sig med, hvordan du kan organisere kollegaerne til fælles handling, mens den anden ser på, hvad Marx skrev om kapitalismens kriser, og hvilken lære vi kan drage af hans skrifter til dagens kampe.
Der bliver desuden arrangeret udflugt til seværdigheder i omegnen, og for vovehalsene er der instruktion i at bestige klatrevæg. Bindersnæs Efterskole ligger tæt på en god badestrand og med masser af nærliggende grønne områder.
Der er særligt program for unge deltagere på lejren. For børnene er der børnelejr med spændende aktiviteter under formiddagens debatter.
Alle deltagere skal hjælpe med nogle af de praktiske opgaver i løbet af lejren. Indkvartering foregår i dobbelt- eller enkeltværelser. Er du interesseret i et enkeltværelse, er det med at tilmelde sig hurtigt. De fordeles efter »først-til-mølle-princippet«.
Du kan tilmelde dig på info@kommunister.dk. På Kommunistisk Partis hjemmeside vil du snart kunne se hele programmet for sommerlejren, og du kan bestille det ved at kontakte os på telefon 35 35 60 69 eller sende en mail til an@arbejderen.dk
Voksne: 1800 kr.
Unge under 18, studerende, pensionister og arbejdsløse: 1300 kr.
Tillæg for enkeltværelse: 500 kr.
Børn 0-2 år: Gratis
Børn 2-15 år: 500 kr
Dagkursist: 400 kr
Alle priser er pr. person for hele ugen. Det er muligt kun at deltage på dele af sommerlejren.