14 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Rejs med Dansk-Cubansk Forening

Besøg Cuba

Rejs med Dansk-Cubansk Forening

Ønsker du at få indsigt i, hvad forskellen er på borgerligt demokrati og et socialistisk demokrati? Så er forårets rejse til Cuba med Dansk-Cubansk Forening noget for dig. Infomøde i Valby.

10 feb 2015

Mens mange har kendskab til den cubanske revolution i 1959, forholder det sig anderledes med det cubanske samfund, sådan som det har udviklet sig efter revolutionen. I den cubanske grundlov står der, at Cuba er et socialistisk land. Men hvad betyder det i praksis, at et land er socialistisk?

Hvordan påvirker det menneskers liv, at de lever i et socialistisk samfund, hvorledes er det at leve og arbejde i et socialistisk land, og hvordan ser demokrati ud under socialismen?

Disse spørgsmål og mange flere vil Dansk-Cubansk Forening med forårets rejse sætte fokus på. Rejsedeltagerne besøger en række forskellige mennesker og organisationer, der alle deltager aktivt i udøvelsen af demokratiet i Cuba.

Foreningen lover en medrivende indføring i, hvordan den cubanske befolkning har stor indflydelse på samfundet via folkemagtsorganer (Poder Popular), fagforeninger, lokalråd og studenterbevægelser.

Rejsen "Demokrati og socialisme i Cuba" er fra den 28. marts til 12. april 2015. Ud over Havana vil gruppen overnatte i Viñales, Santa Clara, Trinidad og i Playa Girón. Der bliver besøg på museet ved Svinebugten (Playa Girón) og Che Guevara-monumentet i Santa Clara.

Prisen er 19-20.000 kroner. Tilmelding til rejsen senest 18. februar.

Der er informationsmøde om rejsen tirsdag den 10. februar klokken 19-21 hos Dansk-Cubansk Forening, Høffdingsvej 10 i Valby.

Kan du ikke komme her, kan du få yderligere information ved at skrive til Dansk-Cubansk Forening: post@cubavenner.dk