Revolutionær weekend i Berlin
Revolutionær weekend i Berlin
Tag med Kommunistisk Parti til Berlin til konference om krig og imperialisme og til mindedemonstration for Rosa Luxemburg og Karl Liebknecht.
I weekenden den 10.-12. januar mødes revolutionære fra hele Europa til to vigtige begivenheder i Berlin. Kommunistisk Parti arrangerer bustur, så du også kan være med.
Søndag den 12. januar er der stor, traditionsrig mindedemonstration for de to tyske socialister Rosa Luxemburg og Karl Liebknecht, som døde i kampen for fred, socialisme og et menneskeværdigt samfund.
Luxemburg og Liebknecht stod i spidsen for opbygningen af det tyske kommunistiske parti. Den 15. januar 1919 blev de myrdet af frikorpssoldater. Det skete, efter at de revolutionære kræfter var blevet undertrykt med blod og terror af hæren, højreradikale frikorps og i fuld forståelse med den socialdemokratiske regering.
Over 10.000 med
Lige siden begyndelsen af 1920’erne er de to blevet mindet omkring årsdagen for mordene af hundredetusindvis af socialister og kommunister.
Mindedemonstrationen er ingen sørgemarch, men en markering for solidaritet, fred og socialisme. Demonstrationen bevæger sig gennem Berlins gader og ender ude ved Rosa Luxemburgs og Karl Liebknechts gravsteder, hvor over 10.000 samles for at lægge røde nelliker.
Om lørdagen finder den 19. Internationale Rosa Luxemburg Konference sted i Berlin. For første gang arrangeres konferencen i et samarbejde mellem det tyske dagblad "junge Welt" og Arbejderen, og for første gang er der simultantolkning til dansk og danske debattører. Temaet på konferencen er krig og imperialisme.
Blandt oplægsholderne på konferencen er den danske whistleblower Anders Kærgaard, professor Michel Chossudovsky fra Canada og den sydafrikanske antiapartheidaktivist Denis Goldberg.
>> LÆS MERE OM KONFERENCEN HER
I stedet for at deltage på konference er der også mulighed for at tage med på udflugt lørdag til det militære hovedkvarter Karlshorst, som i dag er museum for Nazitysklands betingelsesløse overgivelse til Den Røde Hær ved Anden Verdenskrigs afslutning.
Transport og ophold
Kommunistisk Parti arrangerer bustur til Berlin. Bussen fra Aarhus er fyldt op, men der er stadig enkelte ledige pladser i bussen fra København. Der er afgang fredag den 10. januar klokken 13:30 fra Sjælør Station. Der er mulighed for opsamling på Sjælland.
I Berlin kører bussen til Generator Hostel, hvor der vil være mulighed for overnatning.
Prisen for bustur samt seng i firepersonersværelse med bad på gangen er 770 kroner. Bustur samt seng i dobbeltværelse med bad koster 900 kroner. Overnatning inkluderer morgenmad.
Tilmelding
>> TILMELDING: MAIL ELLER TELEFON 35 35 60 69