09 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Scharnbergfonden for 20. gang

Prisuddeling

Scharnbergfonden for 20. gang

Flot kulturprogram på tirsdag til Scharnbergfondens jubilæumsprisuddeling i Silkeborg.

Carl Scharnberg (1930-95) er blevet kaldt ”den røde digter fra Vrå”. En forfatter der skrev for arbejdere og selv kom fra arbejderklassen.
FOTO: Privat (lånt af Ditte Scharnberg)
1 af 1
13 jun 2017

Hvert år uddeler Carl Scharnbergs Uofficielle Fond tre priser til personer eller grupper, der trækker begivenheder frem, som det officielle Danmark helst vil tie om.

I år sker uddelingen for 20. gang, når Carl Scharnbergs Uofficielle Fond & Langsøhus inviterer til Scharnbergfondens Jubilæumsprisuddeling tirsdag den 13. juni klokken 19:30 på Langsøhus, Ringvejen 51 i Silkeborg.

Da der både er prisuddeling og 20 års jubilæum i år, kan publikum se frem til et flot kulturprogram, der viser Scharnbergs digtning i hele sin betydning og indflydelse.

Foruden selve prisuddelingen, hvis modtagere hemmeligholdes indtil afsløringen tirsdag aften, er der inviteret to gæster:

Søren Bredal fra Venligboerne i Hjørring vil fortælle om, hvilken betydning det har haft for hans organisation at modtage prisen.

Senere vil sanger og musiker Peter Abrahamsen synge digte af Scharnberg, som han selv har sat musik til. I 1970’erne rejste Peter Abrahamsen i en periode rundt sammen med Carl Scharnberg til arbejderbevægelsens kurser og kulturarrangementer.

Langsøhus har en ”Scharnberg-gang” med forskellige kunstneres fine plakater med Carl Scharnbergs digte, så benyt også aftenen til en kunstoplevelse, lyder opfordringen.

Baggrund

Carl Scharnbergs Uofficielle Fond blev stiftet i januar 1997 og gives til folk, som har været i arbejdskamp, fremmer solidaritet med deres kunst og kultur, arbejder for fred eller arbejder for at skabe en balance mellem menneskers aktivitet og naturens bæreevne.

Af tidligere prismodtagere kan nævnes børnehjemsbørnene fra Godhavn, aktivisterne ved skifergasboringerne i Nordjylland og orkestret De Splittergale. I 2013 modtog tidligere officer Anders Koustrup Kærgaard prisen for at afsløre overgreb mod civile under Irak-krigen.

Carl Scharnberg (1930-95) er blevet kaldt ”den røde digter fra Vrå”. En forfatter der skrev for arbejdere og selv kom fra arbejderklassen. I 1960’erne var han med til at starte anti-atomkraftbevægelsen.

Carl Scharnberg nåede at fejre sin 65-års fødselsdag lige midt i blokaden mod busselskabet Ribus i Esbjerg i 1995. Kort tid efter døde han, mens han holdt tale i en SiD-fagforening.

Mange af hans digte og skriftet ”Uofficielle synspunkter” med tekster, digte og grafiske tryk blev flittigt brugt i fagbevægelsen, og Carl opfordrede ligefrem til eftertryk.